Søndag var vores sidste hele fri-dag på vores ophold, så den skulle nydes fuldt ud.

Den startede med et frisk lille hop i Atlanterhavet, puh det var koldt – men det er en fed måde at starte dagen på. Vinterbader bliver jeg nok aldrig, men jeg må indrømme at det vækker kroppen og efterlader en dejlig følelse.

Efter en varm skyller stod den på lune boller og friskbagte kanel-croissanter, Mums for en lækker søndag-morgen.

Kl. 10.50 startede dagens udflugt, med en bustur til Klaksvik. Klaksvik er Færøernes næststørste by, og er en vigtig by for fiskeindustrien. Klaksvik ligger på øen Borðoy, og for at komme dertil fra Tórshavn skal man køre hele vejen op af Streymoy, over en bro til Eysturoy og så gennem en undervandstunnel til Borðoy. Det er en rigtig flot tur, på omkring 1,5 time i bus.

Klaksvik er en industriby, og det er ikke fordi der er vildt meget at se på. Vi havde dog læst om deres kirke, Christianskirkjan fra 1963 der er bygget i færøsk basalt og har langsider af træ. Døbefonten skulle være en 4000 år gammen hedens offerskål fra Danmark, og alterbilledet forestillende Den store Nadver, af Joakim Skovgaard, var oprindeligt en del af udsmykningen i Viborg Domkirke, men da det blev angrebet af salte blev det flyttet til Statens Museum for Kunst og siden hen Christianskirkjan. Alt i alt lyder det jo meget spændende, og jeg havde egentligt glædet mig til at se den både udenfor og indvendigt. Vi måtte dog nøjes med det udvendige syn.

Færinger gør meget ud af at komme hviledagen i hu, så alt er lukket om søndagen. Inkl. kirken. Selvfølgelig har de tjeneste om formiddagen, men da vi først var der kl. 12.30 var der lukket. Øv øv.

Da vi stadig havde halvanden time inden vores båd gik, måtte vi finde på noget at give os til, så vi endte på en tankstation (det eneste åbne) med en kop kaffe og et spil kort.

Kl. 14 gik båden til Kalsoy, en rigtig fin sejltur på omkring 20 minutter. Turen gav en smuk udsigt til de fleste af de nordlige øer. Kalsoy er 18 km lang, og kun 1-3 km bred. Vestkysten er stejl og utilgængelig og de 4 bygder ligger på den lavere og mere beskyttede østkyst. Bygderne er forbundet via én 12 km lang vej, med 5 tunneller der går igennem de mange fjeld øen består af. Vi sejlede ind med båden til Syðradalur og tog en lille bus næsten hele vejen op, til den næst nordligste bygd, Mikladalur. Turen gik igennem 3 tunneller, der var helt mørke og kun brede nok til at der kan køre en bil af gangen. Der er dog vigepladser hvis man møder modkørende, men det er med at holde tungen lige i munden hvis man skal køre der.

I Mikladalur nåede vi til dagens udflugtsmål; Kópakonan (Sælkvinden), en statue rejst i 2014. Statuen er en af de store attraktioner i Nordøerne og kommer fra en sagnomspunden legende (Eventyr el. sagn) der udspiller sig i Mikladalur.

Sæler stammer oprindeligt fra mennesker, der har begået selvmord ved at kaste sig i havet. En gang om året, på Helligtrekongers aften, kommer de op af vandet, smider hammene og danser og fester nøgne rundt på stranden som mennesker hele natten. En bondesøn fra Mikladalur havde hørt om dette, og var taget ned for at se på. Han gemte sig bag en klippe og mens han lå der, så han en udsædvanlig smuk pige smutte ud af sin sælham, og han blev forelsket med det samme. Han noterede sig hvor hun lagde hammen, sneg sig over, snuppede den og gemte sig igen bag klippen. Da dagen begyndte kunne sælkvinden ikke finde sin ham, men fik lige før solen stod op færden af den hammen hos den unge mand og måtte gå til ham. Han ville ikke give hende hammen tilbage, han gik hjem og hun havde intet andet valg end at gå med. Den unge mand tog sælkvinden til sig, og de levede godt sammen som andre gifte par. Hele tiden holdte sælhammen  gemt væk fra kvinden i en aflåst kiste. En dag var manden ude at fiske, og opdagede at han havde ladet nøglen ligge derhjemme. Da han kom hjem var konen forsvundet. Hun havde slukket ildstedet og gemt alle skarpe genstande, så der ikke skulle ske børnene noget. Herefter var hun løbet ned til stranden, havde taget hammen på og var sprunget i vandet. I vandet kom en hansæl hun plejede at være sammen med hen til hende med det samme og de svømmede bort sammen. I alle disse år havde han ligget der og ventet. Sidenhen, når sælkvindens børn kom ned til stranden, plejede en sæl at stå ude i vandet og se på dem. Det var den almindelige opfattelse af dette måtte være deres mor. Engang bygdens mænd skulle på sælfangst, kom sælkvinden i en drøm, for at sige til manden at de skulle holde sig fra hendes sælmand og -børn. Manden ignorerede drømmen og da byttet blev delt mellem mændende, fik han hansælen samt lufferne af hvalpene. Han koger kødet til aftensmad for sig og børnene. Sælkvinden kommer tilbage, denne gang i skikkelse af en frygtindgydende trold og lover blodig hævn. Hun ligger en forbandelse over dem, der gør at mænd fra Mikladalur skal forlise på havet og falde ned fra bjergene indtil så mange er døde, at hvis de hinanden i hånden ville de kunne danne en kæde hele vejen rundt om Kallsoy. 

Statuen står et rigtig smukt sted, med en flot udsigt til Kunoy. Her spiste vi vores frokost, med en fantastisk udsigt, og lyden af vandfald bag os. Vi gik lidt rundt i bygden og lidt højere op, og fik en fantastisk udsigt over bygden, havet og Kunoy.

Da bussen kørte tilbage, ramte vi lige som færgen skulle have sejlet. Desværre var den forsinket, og også så forsinket at vi ikke nåede vores bus i Klaksvik, selvom vi løb op til busstoppet.

Nu var gode råd dyrere og OL finalen var i fuld gang. Heldigvis var en Café (muligvis Klaksviks eneste) åbnet og vi kunne sidde derinde og streame kampen på min telefon (Thank God for gratis Wifi). Beget beherskede i vores tilråb, heppede vi alt hvad vi kunne, og prøvede at holde nerverne inden i, selvom det var svært. Vil ville have købt noget at spise, men desværre var køkkenet lukket (5 kvarter før cafeen i sig selv lukket – Klaksvik ville bare ikke tjene penge på os), så vi endte med at drikke en sodavand i stedet.

Da Danmark havde vundet GULD(!!!!!!) og vi var kommet os over den spændende kamp var det afsted mod dagens sidste bus-afgang til Tórshavn, mens vi fortsat streamede alle spillernes kommentarer og hoppede lidt op og ned af glæde over DK’s sejr.

I bussen på vej hjem så vi medaljeoverrækkelsen og sang lige så stille med på nationalsangen mens vi så flaget ryge til tops.

Alt i alt har det været en helt fantastisk dag (og sidste fridag), på trods af en lidt skuffende Klaksvik. Vejret var fantastisk flot, varmt og klart, vi har oplevet overvældende færøsk natur og Danmark vandt OL-guld i Håndbold. Kunne man ønske sig mere?

De næste dage kommer til at gå med klinik, og de sidste ærinder inden vi vender snuden hjemad igen på lørdag, meeeen mon ikke der kommer en lille opdatering mere og en status til sidst?

Følg med, det skal nok blive underholdende.

KH Maja

Jeg beklager at der har været stille lidt længe herinde, men vi har den sidste uges tid haft ret meget at se til. Vi gør hvad vi kan for at komme ud og opleve så meget som muligt. Så her kommer der lige et lille re-cap af hvad vi har lavet den sidste uges tid.

Mandag d. 8/8

Efter klinik tog vi bussen op til Nordens Hus, som er et nordisk kulturhus, der byder på mange forskellige kunstarter. Her var der en gratis-koncert med nogle færøske sangerinder, Kata. Det var nogle helt fantastisk smukke a capella arrangementer over bl.a. traditionelle færøske sange, og andre lækre ting. Alt i alt en rigtig god koncert, også selvom man ikke forstod så meget. 😉 Derefter drak vi kaffe og spise kage i Husets café SMAKKA, inden resten af aftenen bare blev brugt på hygge og en lille fin aften gåtur

Tirsdag d. 9/8

Den kulturelle streak fortsatte tirsdag, da vi gik op til den kirke der ligger tæt på sygehuset. En super flot kirke, der er bygget, så det ellers simple alter, bliver badet i et helt fantastisk ovenlys. En rigtig flot og anderledes kirke, der trods sit nyere udseende, stadig var meget stilet og fik den helt rigtige kirke-stemning frem. Efter kirken gik vi op til den gammel kirkegård der ligger lidt længere nede af vejen. Sjovt med sådan en kirkegård der ikke længere bliver brugt, og naturen lidt bare får lov til at råde.

Da vejret var lækkert valgte vi at tage ud og træne, som blev afsluttet med en tur i havet. Super frisk, og super koldt sådan et Atlanterhav. Emma er en habil helårsbader så hun sprang ud i det, mens jeg liiiiiige skulle overtale mine fødder lidt mere. Men da man først var i var det lækkert, og bagefter var det super skønt. Efterfølgende var det op i varmen og spise suppe mens vi så håndbold.

Onsdag d. 10/8

Onsdag var vi på Slættaratindur. I kan læse om oplevelsen og se billeder derfra HER.

Torsdag d. 11/8

Dagen blev efter klinik brugt på at gå lidt rundt i Tórshavn, hvor vi var oppe ved et udkigspunkt med fin udsigt udover byen og havnen. Bagefter gik vi ned til centrum, købte 2 lækre pizzaer og gik tilbage på værelset for at se håndbold og smovse.

Fredag d. 12/8

Fredag havde vi planlagt en helikopter tur til bygden Froðba på Suðuroy (hvor vi også var sidste lørdag) for så at gå tilbage til færgen, og tage den tilbage til Tórshavn. En fin mulighed for at se Færøerne fra luften. Desværre blev turen aflyst pga. dårligt vejr. I Tórshavn var vejret egentligt fint, men desværre var det tåget der for helikopteren skulle komme fra, så den kom slet ikke i luften.

Lidt slukøret måtte vi finde på noget andet at lave. Vi endte med at tage i svømmehallen, hvor der blev brugt mest på at slappe af og pleje ømme muskler i saunaen. Efterfølgende var vi på Etika for at spise Sushi. Det er nok den lækreste Sushi jeg har fået, og det til helt rimelige priser. Super lækkert at de bruger færøsk fisk til alle deres retter, og de er ikke fedtede med den.

Efterfølgende endte vi på den hyggelige Café Natur, hvor vi drak et par øl.

Lørdag d. 13/8

Lørdag gik turen i sommerhus i Gásadalur og en lille vandretur omkring et vand (som en sø hedder heroppe). Læs om det HER

Søndag d. 14/8 

Søndag gik turen til Mykines = Fuglemekka. Læse om det HER

Mandag d. 15/8 

En lidt sløv dag i klinik, efter en lækker weekend. Dagen gik med klinik, afslapning og lidt let shopping i Tórshavn. Derefter stod den på OL, lækre laksemadder og løb i det gode vejr.

Tirsdag d. 16/8

Idag har vejret været helt fantastisk, og da vi alle var forholdsvis tidligt færdige i klinik valgte vi at tage på en lille vandretur, til kongevarderne. 3 store varder der står på toppen af fjeldet Kirkjubøreyn, der ligger bag Tórshavn. Fjeldet er 351 m højt, og så vidt vi lige kunne spejde, står varderne på det højeste punkt. Turen derop var rigtig fin, og i et okay terræn. Vi kom forbi en lille fin sø. Hele vejen op, hvergang man vender sig om har man den skønneste udsigt over Tórshavn og udover vandet hvor Nólsoy ligger. Pga. det klare og flotte vejr, kunne man se langt. Og varmt var det også blevet. Det sidste stykke op til toppen er mest store sten og klipper, hvor man skal “klatre” lidt opad.

På toppen var der en helt fantastisk udsigt og en lækker ro. Det er helt fantastisk at sidde og kigge udover en by, og se hvordan livet dernede suser forbi samtidig med at det er helt stille.

Da vi kom tilbage til værelset, havde vi gået omkring 20.000 skridt, og resten af aftenen er bare blevet brugt på afslapning og OL.

Vi bevæger os nu ind i den sidste halvanden uge af vores ophold, og det er med at få det hele med!

Stay tuned – der kommer helt sikkert flere oplevelser, og jeg lover at de kommer med lidt bedre flow det næste stykke tid.

KH Maja.

Efter en god nats søvn i sommerhuset, stod vi forholdsvis tidligt op for at spise morgenmad og smøre nogle store madpakker til dagens udflugt. Tågen fra i går var lettet over natten, og vi kunne lige pludselig se den skønne udsigt der er fra bygden. Vi har i en lille uges tid haft planlagt at vi skulle til Mykines, som er et absolut must-see når man er på Færøerne. Mykines er den vestligste ø på Færøerne og har et areal på 10 km2 (medregnet 86 holme og skær). Der ligger en enkelt bygd, Mykinesbygden, med omkring 20 indbyggere. Helt indtil første halvdel af det 20. århundrede var Mykines en af de største kommuner på Færøerne, men på grund af øens isolerede beliggenhed er den langsomt blevet affolket. Der er dog mange der vender tilbage i sommermånederne og bor forfædrenes huse.

På vej ud til bygden Sørvágur (hvor der er færgeforbindelse til Mykines) stoppede vi ved et vandfald der, sammen med den flotte udsigt, trækker mange turister til Gásadalur. Vi kunne ikke se vandfaldet rigtigt i går pga. vejret, så det var helt fantastisk at se og opleve den smukke udsigt i dag. Man står lidt nede af nogle trapper, ved et hejseværk ned mod havet, der blev brugt til hav-transport til og fra bygden før tunnellen kom. Herfra har man den smukkeste udsigt med vandfald, bygden og Árnafjall, der med sine 722 meter er Vágars højeste fjeld.

Da vi havde nydt udsigten dog vi videre mod færgen. Her sluttede Billas kæreste, Tróndur, sig til selskabet og vi var nu alle 6 klar til en dag fuldt med oplevelser. Selve sejlturen derud, kan være hård hvis ikke man er søstærk. Der er meget åbent atlanterhav på vej derud, og det går i en okay fart henover bølgerne. Nogle af os synes det var meget sjovt og rart at blive blæst igennem, mens andre havde det knap så sjovt. De vi nåede Mykines kunne man begynde og fornemme det enorme fugleliv, der er derude. Hele vejen langs øen er høje klipper, der udgør tilholdssted for rigtig mange fugle. Bare sejlturen langs øen til bygden var rigtig flot.

De vi igen havde fast land under fødderne, skyndte vi os at drage op af fjeldet og ud mod Mykineshólmur (Mykines Holmen) hvor fuglelivet skulle være helt fantastisk. Vejen op er et fint terræn og ikke en voldsom hurtig stigning men pga. den hurtigt fortættende tåge, blev det en hård tur som astmatiker. Heldigvis var jeg omgivet af gode og forstående med-vandrere og nogle gode pauser gjorde det lige pludseligt fremkommeligt. Heldigvis lettede tågen igen ret hurtigt, og da vi var noget toppen af fjeldet, begyndte det vilde fugleliv. Den første Lunde (også kaldet søpapegøje) blev spottet og vi var så optaget af den ene, at det først lidt efter gik op for os, hvor mange der egentligt sad lige nedenfor hvor vi stod. Det er en helt fantastisk sød fugl, der i sin fine dragt står i flot kontrast til de grønne græsfjelde. Turen videre mod Mykineshólmur bød på så vandvittig mange Lunder der sad på fjeldet, fløj over hovederne på os, og poppede ind og ud af deres små huler i fjeldet. Ligemeget hvor man vente hovedet var der Lunder og man kunne ikke andet end at blive helt fantastisk glad i hovedet af de smukke fugle.

Mykineshólmur er forbundet til resten af Mykines med 35 m lang en stabil bro, der hænger frit over vandet. Vejen derned gå på den stejleste fjeldsider ad nogle klippetrapper hvor der er gelænder at holde fast i, men ned langs siden hvor lunderne bor i tusindvis, går man af en græsskråning der mest af alt minder om en mudderpøl. Når det går nedad, og der er huller i jorden fra Lundeboliger er det med at være varsom. Med kamera i hånden og lidt som Bambi på glatis, gled jeg et par gange, men som den gentleman han nu engang er, kom Tróndur til undsætning med en støttende hånd og en god guide til hvor jeg kunne træde, så jeg ikke fik mere mudder på bukserne en højest nødvendigt. Heldigvis var det ikke de store fald, og der skete ikke noget, men man skal være forberedt på at det kan ske.

På broen har man et fantastisk udseende til klipper op langs øen og holmen hvor der også er et rigt fugleliv. Her er det bl.a. mallemukkerne der dominerer. Holmen er ca. 1 km lang og virker som en helt andet oplevelse. Når man går ud mod det vestligste punkt, (som både er det vestligste punkt på Færøerne, den vestligste del af Europa på sidde breddegrader, og faktisk ligger i en helt anden tidszone), går man af græsstier, hvor der er mange får og næsten ingen fugle. Det virker som en kæmpe kontrast fra det man lige kommet fra.

Helt ude på den vestligste spids ligger et lille fyrtårn, og her valgte vi at holde frokost-pause, mens vi sad og spejdede ud over Atlanterhavet og med udsigt til Færøernes eneste Sulekoloni. Her fløj der fugle om hovederne på os, og selvom der var flere andre vandrere der også holdt pause derude, sad man med en fred og indre stilhed, som var man helt alene i verden.

Turen tilbage gik forholdsvis smertefrit, og igen blev vi blæst bagover af de mange, mange fugle der både sad på fjeldet og fløj omkring os i luften. På vej op fra broen blev det igen meget tåget, men med nogle gode pauser gik det.

Da vi kom tilbage i bygden havde vi stadig omkring 2 timer til vi skulle retur med færgen, men vejret fordrede ikke ligefrem til mere vandring. Der ligger en lille Café, men pga. alle de andre turister på samme tur som os, var der helt booket op. Vi endte på en bænk, hvor vi sad og spiste nogle medbragte vafler.

På vej med færgen over, og også på fjeldet på vej ned, stødte vi på et kendt ansigt fra Sygehuset, Janus der var på tur med en dansk veninde Tilde. Janus er medicin studerende fra Færøerne og har haft vikariat på sygehuset. Nu havde han lige et par dage som turist inden turen gik retur til DK. Han familie har sommerhus på Mykines, og da han og Tilde kom tilbage til bygden inviterede de på kaffe i sommerhuset. Super lækkert at komme indenfor lige og få varmet kroppen inden vi skulle tilbage med færgen. Et charmerende lille sted de havde, med græs på taget, og en (næsten færdig) sauna i kælderen. Et vandvittig idyllisk sted, hvor det først efter en times tid går op for en, at den græsvold man har siddet og kigget ud på, faktisk er taget på nabohuset. Det er sjovt som man kan blive snydt. 🙂

Turen med færgen hjem gik smertefrit, og pga. bedre vindforhold sejlede vi en anden vej end derud, så vi fik set lidt mere smuk natur.

På havnen hilste vi af med Billa, Tróndur og Vibe, inden vi kørte tilbage til sommerhuset for at spise rester og pakke sammen.

Alt i alt har det været en helt fantastisk weekend, med masser af grin, gode oplevelser og helt ubeskrivelig flot natur. Jeg er bange for at billederne ikke gør oplevelserne ret, men til gengæld lover jeg at der er mange 😉

KH Maja.

Lørdag startede lidt sløvt efter en festlig fredag aften.

Omkring middagstid kom Guðrun og hentede os, og så gik turen ellers mød øen Vágar og bygden Gásadalur (Gåsedalen) hvor hendes bedsteforældres sommerhus ligger. På vejen havde hun hentet sin veninde Billa og hendes danske studie-veninde Vibe. Afsted i bilen med os 5 og så var der ellers en weekend fyldt med hygge, lækre oplevelser og fantastisk samvær i vente.

Desværre var vejret ikke så flot som sidst vi var i Gásadalur (da vi kom ind den første dag), og det var svært egentligt at se hvor flot der er, pga. alt tågen. Vi gjorde pitstop i Miðvágur for at handle til weekenden, og lige ved siden af supermarkedet lå en af landets 7 forretninger der sælger spiritus. Rúsdrekkasøla Landsins (eller bare Rúsan) har monopol på at sælge alkohol på Færøerne, så man kan ikke bare gå i sit lokale supermarked og købe øl eller vin. Rúsdrekkasølan har eksisteret siden 1992. Før det var der forbud mod salg af stærkt alkohol på Færøerne, bortset fra i lukkede ølklubber. Færinger fik et alkoholkort, når de fyldte 18 år, som gav dem tilladelse til at bestille 12 flasker af stærk alhohol pr. kvartal. De bestilte fra Danmark og flaskerne ankom i flamingokasser til de lokale posthuse. Færinger kaldte det at “løse ud” (loysa út), når de gik ind på posthuset for at hente brændevin, som de havde bestilt fra Danmark. Personer som skyldte skat fik ikke lov til at bestille alkohol, det var før Færøerne havde fået kildeskat. I dag kan man købe det i de 7 Rúsan forretninger, som primært har åbent om eftermiddagen i hverdagene og om formiddagen lørdag. Det gælder altså om at have forberedt sig inden div. festligheder. Den var vidst aldrig gået i DK 😉

Da vi ankom til sommerhuset (af en anseelig størrelse) valgte vi at bage vafler og hygge lidt indenfor i håb om at tågen lettede, og heldigvis gjorde den da også det.

Vi trak i traveskoen og kørte tilbage til Miðvágur og til Færøernes største indsø. Den hedder både Sørvágsvatn og Leitisvatn (alt efter hvilken af bygderne på hver sin side af vandet man spørger). Det er noget af det eneste jeg før vores tur herop, har sat mig ind i, da jeg forelskede mig i et billede af søen udefra. Søen afvandes af åen Bøsdalaá og vandfaldet Bøsdalafossur, hvorefter det løber ud i Atlanterhavet.

Gåturen langs søen er rimelig tilforladelig. Det er ca. en 5 km tur ud og hjem, terrænet er næsten helt jævnt (græs og sten), og der er ingen stigning (medmindre man vælger at gå op til Trælanípa i 142 m. højde). Man opdager ikke at man faktisk er 30 m. over havets overflade, før man kommer ud til enden af søen og kan fornemme det store vandfald der bruser ud over kanten. Det var en helt fantastisk oplevelse, men når man kommer derud skal man være lidt varsom, for i sin iver efter at se vandfaldet fra den bedste vinkel, kan man let miste overblikket over hvor man skal træde og hvor langt der egentligt er ned. Vi kom heldigvis allesammen med hjem i god behold.

Når der ikke er så meget vand som der var i lørdags, kan man komme over Bøsdalaá og der skulle efter sigende være en fantastisk udsigt. Det må vente til en anden gang.

Tilbage i Gásadalur blev der lavet mad, spillet Uno og hygget til den helt store guldmedalje.

Alt i alt en rigtig lækker dag.

KH Maja

Onsdag efter klinik gik vi hjem til Guðruns bedsteforældre, for at mødes med hendes forældre, der tog os med på en fantastisk vandretur på Slættarantindur, Færøernes højeste fjeld.

Fjeldet ligger på den nordlige del af Eysturoy (Østerø, Færøernes næst-største ø) og selve køreturen derop var helt fantastisk flot. De fleste veje ligger ud til vandet, så man har en helt fantastisk flot udsigt når man kører rundt heroppe. Der er altid noget nyt at se på, og selvom det måske er en tur man har kørt før, ser man nye ting hele tiden (i hvert fald som nysgerrig passager).

Vejret var rigtig flot, høj solskin og klart, så der var nok at nyde på vej derop. Det var tydeligt at vi nu var kommet til den del af Færøerne hvor de høje fjeld holder til, og da vores fantastiske guider pegede ligeud (OG OP) og sagde: ” Der er der vi skal op” kunne man ikke lade være med at føle et lille sug i maven, af spænding på den vandretur der ventede, og den udsigt der måtte vente på toppen.

Selve fjeldet er 882 meter, og turen går helt op på ryggen af fjeldet, hvor der er et fladt plateau hvorfor man kan nyde den (eftersigende) helt fantastiske udsigt. Turen derop starter ved Eiðisskarð, som er passet mellem bygderne Eiði og Funningur. Selve passet er ret højt i sig selv, og jeg vil gætte på at det “kun” er de sidste 400 højdemeter man skal gå op. Turen er ca. 5-6 km lang (op og ned) og tager omkring 2-3 timer (alt efter hvor mange pauser man skal bruge).

Selve turen op går af en delvis synlig græssti (alt efter hvor meget man freestyler derop af) indtil man når 670 meters højde, hvor der kommer en reel sti, der fører op til toppen. Det sidste del helt op er som en klippe-trappe hvor man skal kravle lidt for at komme op.

Turen op til stien var noget tung, da den har en ret stejl stigning. For en astmatiker (med lidt for meget på sidebenene) var det lidt en prøvelse, men heldigvis er der så pænt, at man kan nå og nyde udsigten, mens man får pusten. Da vi nåede stien, begyndte der desværre at komme skyer ind over fjeldet, og os. Emma og jeg har siden vi kom snakket om at vi gerne ville røre ved en sky, og det kom vi da også til. På trods af de skyede omstændigheder valgte vi at fortsætte til toppen, når nu vi alligevel var kommet så langt. På toppen kunne vi ikke se andet en plateauet, og alt andet rundt om var hvidt. Vi sad simpelthen på toppen af et fjeld, 882 meter over vandoverfladen, midt inde i en sky. Det var lidt mærkeligt at tænke på, men også lidt sejt. Desværre har de ikke den candyfloss agtige konsistens som man lidt håber på når man ser skyer fra et fly.

På toppen satte vi os for at spise noget af vores medbragte mad. Mens mad sidder der, kan man lige pludselige se udover kanten og ud på de fantastiske omgivelser, men før man får rejst sig op, kommet ud til kanten og taget et billede – er det tåget igen. Det er helt fantastisk så hurtigt det går. Vi havde godt hørt historier om det, men man tror ikke rigtig på det før man har oplevet det. Det skifter rent faktisk så hurtigt som de siger. Så selvom vi gik afsted i høj solskin og klart vejr, kom der på ingen tid skyer og tåge.

Mens vi sad på toppen kom Guðruns veninde Billa og hendes veninde (også en besøgende fra Danmark) og mødte os. Det var fedt at sidde så mange på toppen, spise vores medbragte madpakker og dele ud af snacks. Det er det vigtigste når man skal på vandretur, snacks, mad, drikke, varmt tøj og gode sko. Snacks er nok det vigtigste, man ved jo aldrig hvornår man sidder fast i en sky 😉

På toppen fortalte Guðruns mor om en tradition der er, for at færinger valfarter til Slættaratindur på årets længste dag d. 21 juni, hvor man gå op på toppen for at se solnedgangen og ca. 5 kvarter senere se solen stå op igen. Det må være helt fantastisk at sidde deroppe, og opleve at det aldrig rigtig bliver mørkt, og indenfor så kort tid opleve både en solnedgang og en solopgang. Desværre er vejret nogle gange i mod det, og man kan risikere at det er samme vejr, som vi oplevede – men ideen er meget sjov.

Efter en halv times tid på toppen valgte vi alle at gå nedad igen. Vejret var stadig ikke klart, så vi var glade for at have erfarne vandrere med til at guide vejen ned. På vej ned kommer man lige pludselig fri af skyerne, og får igen en helt fantastisk udsigt. Det er et fedt skifte mellem kun at kunne se frem nogle meter, til lige pludselig at kunne se andre fjelde, bygder, vand og ja endda andre øer. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan udsigten havde været på toppen hvis det havde været klart, men det er helt sikkert, at hvis jeg nogensinde kommer til Færøerne igen (som jeg bestemt påtænker), så er en tur på toppen i klart vejr, noget af det der står øverst på min To-Do liste.

Bilturen hjem gik forbi Funninger, hvor der også er en helt fantastisk udsigt over de nordlige øer. Køreturen tilbage til Tórshavn, var også flot som turen derop, men en helt anden fordi vejret havde skiftet til mere gråt og overskyet. Det er helt vildt hvad det gør ved fjeldene. De får en anden grøn farve, som faktisk også har sin charme. På intet tidspunkt har jeg oplevet at naturen ser “kedelig” ud. Det er bare forskellige nuancer, og dermed forskellige oplevelser alt efter vejret.

Jeg beklager at der ikke er så mange billeder fra turen, men det meste af mit fokus lå på bare at komme op, og på toppen var der mest hvidt 😉

Stay Tuned, forhåbentligt kommer der flere spændende beretninger (og nogle flotte billeder) fra andre fantastiske steder, i dette prægtige land.

KH Maja.

I dag har stået på ren afslapning hele dagen.

Hele natten har det regnet, og da vi stod op i morges øsede det stadig ned. Vi blev derfor hurtigt enige om at det nok bare var en inde og slappe af søndag. Ovenpå dagen i går, gjorde det nu heller ikke så meget.

Som bekendt er OL begyndt, og der er allerede nu masser af danskere i spil. Det er tidspunkter som disse man er glad for at have internet og adgang til tv2.play, så man kan følge lidt med. Dagen er egentligt gået med at slappe af, kigge de flotte billeder fra i går, høre på regnen og følge lidt med i OL hist og her.

Efter frokost vågede vi os ud i vejret, for at handle ind til aftensmad og hvad vi nu lige manglede til i morgen. Det var en frisk tur med masser af regn i ansigtet.

Tilbage på værelset kunne vi se hvordan tågen lige pludselig kom ind over landet og man kunne næsten ikke se nabo-bygningen.

Efter en 30-60 minutters tid, drev det over det blev mere klart end det har været hele dagen. Regnen ophørte og det virkede egentligt rigtig fint. Vi besluttede at vi nok efter maden skulle ud og luftes lidt igen.

Vi spiste og heldigvis valgte Færøsk tv at sende DR ligesom der blev sendt Håndbold kamp, så der kunne vi jo passende heppe med, mens vi spiste vores suppe (menu valgt ud fra vejret).

Guðrun skrev og spurgt om vi ville med på Biltur. Bare køre lidt rundt og kigge på Tórshavn. Det var begyndt at blæse ret godt op, så en biltur lød fristende frem for selv at gå for meget rundt.

Vi kørte op til Skansin, et udsigtspunkt nede ved havnen, hvor man har en fin udsigt over havnen, havet og Nólsoy. Her gik vi lidt rundt og kiggede, og Guðrun, som den gode guide hun nu engang er, fortæller historier om hvordan hvilke bygninger der er blevet brugt som fængsler tidligere, hvordan man kunne blive ø-forvist hvis man havde gjort noget meget slemt, og blev sat til at leve resten af sine dage, alene på en ø.

Vi kørte videre og så hvor Guðrun har gået i gymnasiet, og ud til Hoyvík hvor Føroya Fornminnissavn (Færøernes nationalmuseum / historisk museum) ligger. Det er et fint område, hvor der kommer mange forbi, da det er et oplagt sted at bade. Emma havde også badetøjet med, men da det til aften blæste ret meget op, valgte hun at det måtte blive en anden dag. Når man går af en lille græssti, ved siden af kajen hvor man ka bade fra, kommer man til Heljarayga (Helvede øje) hvor det suger og sprøjter i takt med dønningen fra et hul i klippen til havet. Et sagn siger at der ligger en børne-spisende drage nedenunder og det er den man kan se trække vejret. Guðrun mener dog, at det mest er noget man har sagt for at børn ikke skulle gå for tæt på, og falde i. Der var godt gang i den, og vinden har helt sikkert hjulpet til med at det så vildere ud, end det plejer.

Turen tilbage gik gennem midtbyen, og med en vindstyrke på omkring 16 m/s (stiv kuling) er vi nu godt og grundigt blæst igennem til at sove.

I morgen venter endnu en dag på sygehuset, når vi tager hul på 2. klinik-uge!

Godnat herfra.

KH Maja

Billedet er taget d. 31. juli på vej til Nólsoy

Dagen startede tidligt, da Emma og jeg allerede kl. 7.00 skulle med færgen til Suðuroy (Suderø), Færøernes sydligste ø, der ligger 2 timers færgetur fra Tórshavn. Vejret var helt fantastisk og allerede tidligt tegnede det til en rigtig god tur. Vi stod udenfor det meste af udsejlingen og nød den fantastiske udsigt over Tórshavn, Streymoy (hvor Tórshavn ligger) og Nólsoy, der ligger ud for. Det var så klart at vi kunne se ud til det fyrtårn på Nólsoy vi gik ud til sidste søndag. Det er sjovt at se tingene fra den anden side, og hvis man ikke synes man har tid til at være en hel dag på Suðuroy, kan det klart anbefales at tage færgen frem og tilbage, bare for at se øerne fra vandet. Specielt hvis vejret er så flot og klart som vi havde.

Vi indtog vores medbragte morgenmad (hjemmebagte boller) på færgen, men måtte hurtigt udenfor med kameraerne igen. Turen til Suðuroy går bl.a. forbi Stóra Dímun og Lítla Dímun. Lítla Dímun er den eneste ubeboede ø på Færøerne. Det er en fantastisk flot ø, og med sin stejle og koniske form, er det tydeligt at se hvorfor det kun er fugle og får der bor på den privatejede ø. En fantastisk flot ø, som man får en fed udsigt af fra færgen.

Efter 2 timer landede vi på Suðuroy, og begav os mod bygden Tvøroyri, ca. 5 km fra Drelnes, hvor man kommer ind med færgen. Der går busser mellem de to bygder, men da vi vidste vi skulle direkte på vandretur, kunne vi lige så godt få varmet benene op med en let gåtur.

Suðroy er en 32 km lang ø, og med et areal på 164,7 km2 er det en forholdsvis stor ø, som man ikke bare lige ser på en enkelt dag. Da vi gerne vil opleve lidt forskelligt heroppe, måtte vi nøjes med en dagstur til øen, og så må man jo vælge hvad man vil opleve. Vi havde læst om en vandretur der skulle være en af de smukkeste og mest unikke naturoplevelser på Færøerne, og da den udgår ca. derfra hvor man kommer ind med færgen, kunne det ikke passe bedre ind i vores planer.

Vandreturen til Hvannhagi starter ved sygehuset i Tvøroyri. Efter ca. 1,5 km gang kommer man til lågen til udmarken og der står et skilt som viser til Hvannhagi og her begynder stien. Der er ikke rigtig flere pejlemærker at gå efter, men da det er en forholdsvis velbevandret tur, bliver der automatisk dannet en sti, og man kan se sig ud af en vej. Det betyder dog ikke at man ikke godt kan komme lidt på afveje, og freestyle lidt, men når man synes det bliver ufremkommeligt og ikke helt kan passe, er det med lige at stoppe op, og kigge efter den reelle sti. Jeg tror kun det skete for os et par gange i løbet af turen, og vi fandt hurtigt stien igen når først vi var kommet på afveje 😉

Turen til Hvannhagi går primært af en græssti, og når man kommer op til toppen har man en storslået udsigt til Lítla Dímun, Stóra Dímun og Sandoy. Herfra går turen nedad af sten og klipper, indtil man igen følger græssti rundt om fjeldet. Her stod vi lige pludselig ansigt til ansigt med 2 væddere, der kom imod os på samme sti. De lignede ikke nogen der havde tænkt sig at flytte sig for os, og vi kunne ikke lige umiddelbart se hvordan vi skulle komme videre. Så er spørgsmålet om man skal tage vædderen ved hornene, eller man skal stikke halen mellem benene. Vi valgte at bevæge os lidt op ad fjeldet i håb om at komme over dem, og undgå yderligere konfrontation. Stierne er ikke særlig brede, og selv et lille puf kan gøre at man triller langt ned af den stenede græs-bakke. Heldigvis valgte de at løbe nedad da først vi var kommet over dem, og vi kunne komme tilbage på vores sti.

Efter dette spændende møde med naturens dyr, kom vi til den smukkeste lille sø, Hvannvatn, og vi havde nået dagens mål. Søen ligger omgivet af et hestesko-form af fjeld, der danner en helt lille gryde omkring. Det er meget afsides, og man skal lige vide at den er der, for at komme dertil, men når først man er der, kan den ikke undgås.

Helt paf over den skønne natur, slog vi os ned ved søen og nød stilheden og dyrelivet omkring søen. Den tiltrækker mange fugle, og fårene der går rundt på fjeldet omkring giver ekko når de bræger. Det var et helt fantastisk område, og vi blev hurtigt enige om, at det nok er et af de smukkeste steder vi har set. Vi nød vores frokost her, og følte os lidt som de eneste mennesker i hele verden. Der er ikke noget at sige til, at der er tale om at lave området til en nationalpark. Stedet bliver samtidig kaldt for et geologisk eldorado, da hele Hvannhagi er fyldt med interessante geologiske fænomener, som sten fra kæmpe laviner og stenskred der buldrede ned over stedet for flere tusind år siden.

Da vi endelig kunne løsrive os fra vores spot, tog vi turen rundt om søen inden vi begav os tilbage den samme vej vi kom fra. Man kan også tage den over en del af fjeldet, op gennem Frostgjógv, men der er eftersigende mange løse sten, og ikke en tydelig sti, så vi valgte den vej vi kendte. Her skulle vi dog klatre lidt for at komme op over sten og klipper, men når klatre-musen Emma viser vej, er det intet problem.

Turen til Hvannhagi og tilbage tager omkring 2 timer, er omkring 6 km, og kommer op i en højde omkring 200 m. Den er kropsligt krævende, og man skal ikke være bange for højder, men den er absolut anbefalelsesværdig.

Da vi kom tilbage til starten af stien begav vi os i roligt tempo ned til Tvøroyri. Vi sad på en lille bænk lidt oppe og nød den flotte udsigt over bugten. Da vores planlagte vandretur var overstået, og der stadig var nogle timer at slå ihjel inden færgen igen sejlede hjemad, valgte vi at gå på opdagelse i området. Vi gik ud af vejen og endte i Froðba, der ligger øst for Tvøroyri. Et sagn fortæller, at det er en ældste bygd på Færøerne. Her er der en flot udsigt over hele bugten, og vi fandt igen en bænk til at sidde og nyde det gode vejr, og de flotte omgivelser.

På vejen tilbage til Tvøryri faldt vi over en lille café, som vi havde læst om på færgen – Café Mormor. Her gik vi ind for at få en kop kaffe, og hvile fødderne inden dagens sidste 5 km skulle tilbagelægges til færgen. Det er en charmerende lille Café, med meget hjemlige omgivelser, der lidt gav indtryk af at man sad hjemme hos nogens bedstemor. Indretningen er inspireret af husets tidligere ejer, Laurine Christine Woxnæs født i Skagen i 1893, der som ung arbejde på Brøndum Hotel. Efter sigende skulle hun i sine unge dage have stået model for nogle af skagensmalerne, hun gik derfor under navnet “Mormor Skagen”. Caféen lever helt klart op til sit navn, og det var en meget lækker kaffe vi fik. De hjemmelavede kager så også meget lækre ud, og det hele er “Til vi ikke har mere”. I bedste mormor stil, valgte vi at blive siddende lidt og spille kort indtil det var tid til at begive sig mod færgen.

Turen tilbage til færgen blev mere og mere blæsende og vi blev enige om at det var et godt tegn til at tage hjem. På færgen spiste vi resten af vores mebragte madpakke, og spillede lidt mere kort. Tilbage i Tórshavn stod det ned i stænger, og på gåturen tilbage opdagede vi at Nólsoy, som tidligere havde stået så klart, nu var helt væk i tåge og dis, og at man kun kunne ane omkredsen fordi man vidste øen lå der. Det er helt fantastisk som vejret kan skifte så meget, og vi har på 1 dag oplevet alle 4 årstider – noget som man godt kan komme ud for heroppe. Derfor er det altid godt at være forberedt på lidt af hvert, for man hved ikke om, hvornår og hvor hurtigt det skifter.

Det har alt i alt været en helt fantastisk dag, med masser af skridt på kontoen (39.500 sagde tælleren da vi kom hjem), vind og sol i håret, samt en masse nye indtryk.

Stay Tuned for flere fantastiske oplevelser fra de smukke øer.

KH Maja.

Vi har nu haft 2 dage i klinik, og det er spændende at se hvordan tingene er lidt anderledes heroppe, og foregår i et lidt andet tempo. Det er fint som studerende, for man har tid til at sætte sig ind i tingene, så vi skal nok få 4 gode uger heroppe.

Vejret i dag har været helt fantastisk (læs solen skinnede og ingen regn) så vi havde besluttet at vi forholdsvis hurtigt efter klinik ville tage på en lille udflugt over et lille fjeld der ligger bag Tórshavn.

Turen til Kirkjubøur (Kirkeby) foregik med bus og tog godt 20 minutter inde fra midtbyen. Tórshavn har 2 busselskaber, hvor de røde busser kører indenfor Tórshavn kommune og er gratis at køre med. Det er en helt fantastisk mulighed for at komme rundt. Der er mange busstoppesteder og hvis man sætter sig lidt ind i bus-planerne, er det egentligt rimelig lige til.

Turen derud går ad nogle kringlede og til tider lidt stejle veje, gennem bygden Velbastaður. Det er en rigtig fin tur, men skal man køre den selv, er det med at have gode nerve og være en rimelig habil kører, da det ikke lige er til at holde ind til siden hvis der kommer en modkørende. Man kan dog godt komme til Kirkjubøur uden at køre gennem Velbastaður, men det er egentligt en meget smuk tur, men en flot udsigt, som alle kan nyde – endnu en god grund til at tage bussen.

Kirkjubøuer er en charmerende bygd på Streymoys sydvestkyst, hvor de fleste af husene er bygget i gammel stil. De fleste er sorte med røde vinduer/døre og med græs på taget. Det ser man ret mange steder, og i en lille bygd som denne er det egentligt ret fint, da det gør at husene ikke bryder det flotte landskab så meget. Vi gik en lille tur rundt i bygden, der har flere seværdigheder, fx Kirkjubømúrurin, som er en gammel kirkeruin, fra Færøernes tidligere domkirke.

Vi påbegyndte opstigningen og det var en noget lettere tur end på Nólsoy, med et mere vandre-venligt terræn primært bestående af græsbevokset og stenet vandresti. Stien er igen markeret af Varder og det er ligetil for alle aldre at tage turen. Vi Freestylede dog lidt i starten og kom ikke op hvor det er planlagt, men den indfødte kan godt lide at gå sine egne veje 🙂

Turen er super flot, og varer omkring 2 timer. Den er ca. 7 km og bliver kategoriseret som let. Fjeldet Kirkjubøkambur er 308 meter højt og er Streymoys sydligste fjeld. Selve vandreruten kommer op til omkring 230 m.

Fra fjeldet er der flot udsigt over flere af de andre øer, bl.a. Hestur og Koltur. Koltur er en lille ø, med et hus og en enkelt fastboende familie. Den har et lille fjeld og et højt fjeld og ligner lidt en svane der lige er landet på vandet. Der er rigtig god udsigt på hele turen, og den ændrer sig hele tiden alt efter hvor langt man er kommet op og hen.

Omtrent hvor ruten runder for at komme tilbage mod Tórshavn tog vi en lille snackpause med den flotteste udsigt. Vi kan sagtens vænne os til at de fleste måltider heroppe skal indtages med en udsigt.

Vi gik videre og kom til en talerstol bygget af sten. Den blev brugt til folkemøderne, der fra sigt i 1800-tallet blev holdt omkring på øerne med vajende faner, nationale taler og fædrelandssange digtet til lejligheden. Her holdte Emma lige tale til nationen der i dag bestod af Guðrun og jeg, og et par får hist og her. Talen var nu også mest rettet til fårene om at de skulle huske at betale skat og få sig en sundhedsforsikring. Alt i alt en god tale.

Vejen tilbage til Tórshavn giver den fineste udsigt over bygden og man får et indtryk af hvor langt op den strækker sig. Samtidig har man udkig til Nólsoy. Det er lidt sjovt at se tingene fra forskellige vinkler.

Tilbage fra fjeldet blev der provianteret de vigtigste fornødenheder, bl.a. chokolade til kommende vandreture. Man ved jo aldrig hvornår man bliver trængende og får vandre-abstinenser.

Det er helt sikkert en tur jeg godt kunne finde på at tage en anden gang, og hvis man ikke har noget imod at vente på en bus i Kirkjubøur vil jeg anbefale at man tager den modsat af vores tur, som de også anbefaler i vores vandre-bibel, da man her får den smukke udsigt over Hestur og Koltur på hele nedstigningen.

Vores vandre-bibel – Færøerne til fods – er et lille hæfte som vi har købt for 20 kr i turistinformationen. Den viser omkring 25 forskellige vandre-ruter på Færøerne og fortæller lidt om hvad man kan vente sig af sværhedsgrad, terræn, længde, varighed og max-højde.

I morgen står den igen på klinik, og så må vi se hvad ellers resten af ugen bringer.

Nyd billederne, det er selvfølgelig ikke ligesom at være der selv, men måske kan det give en lille smag på det.

KH Maja

Dagen i dag startede “tidligt” med morgenmad og smøring af madpakke, inden vi begav os mod havnen kl. 9, for at mødes med Guðrun og tage en færge ud til Nólsoy (Nolsø), en lille ø der ligger 5 km øst for Tórshavn. Det koster 40 kr at sejle tur-retur med færgen, og overgangen tager omkring 20 minutter. Der er mulighed for at have bil med, men der er ikke rigtig så meget at køre rundt efter på Nólsoy, så det er mere fastboerne der bruger at få deres bil med til Tórshavn.

Sejlturen i sig selv var rigtig flot, og det var sjovt at få set Tórshavn fra hav-siden. Her bliver det tydeligt, at det faktisk er en forholdsvis stor by, eller i hvert fald at den strækker sig over et langt areal.

På Nólsoy ville vi have været i turist-informationen for at få et kort, men da det er søndag, var der desværre ikke åbent. Guðrun talte med nogle lokale i en lille café, og med information derfra blev vi enige om at begive os mod sydspidsen af øen, hvor der står et lille fyrtårn. Om ikke andet kunne vi da vende om hvis vi ikke synes det var til at komme frem.

Selve Nólsoy er omkring 9 km lang og har et grundareal på omkring 10,3 km2 så det er en forholdsvis lang og smal ø. Øen har omkring 200 indbyggere der alle bor i den samme bygd, Nólsoy bygden.

Vi begav os derudad og ikke mindst opad. Fjeldet på Nólsoy er omkring 370 m højt, og næsten ved toppen er der en vandre-sti ud til sydspidsen hvor fyrtårnet står. Hele vejen derud står der varder – menneskeskabte stenstrukturer – der fungerer som landemærker. De viser vejen, og også kan være en hjælp i forhold til fast grund hvis sigtbarheden skulle nedsættes. På Færøerne ved man aldrig om og hvornår der evt. kommer tåge, og skulle de ske at tågen kommer ind over mens man er på hiking i fjeldene, så er der ikke andet at gøre end at sætte sig ned og vente på at den letter. Derfor er det altid en god idé at have rigeligt med mad og drikke, varmt tøj og evt. noget varmt at drikke med sig. Vi var da også forberedt på dette og havde vores Blandað Bomm (bland-selv-slik) med fra i går aftes.

Selvom sigtbarheden var god, og der var mange varder, kom vi til tider lidt Off Road, hvilket for mig resulterede i våde fødder og mudder lidt op af skinnebenet. Det gjorde dog ikke turen mindre smuk. Først udsigt ned over Nólsoy bygden, så udover vandet og til Tórshavn, udover det sydligste af Streymoy (Strømø) som er den ø Tórshavn ligger på, og til sidst ud over Sandoy (Sandø).

Da vi næsten var ved at give op, nåede vi endelig til Fyrtårnet, og hold op en udsigt derfra. I de flotteste omgivelser spiste vi vores medbragte madpakke, og nød bare naturen og den stilhed der var. Fyrtårnet Borðan har været meget vigtig for søfarten, og blev af forfatteren William Heinesen kaldt for “Tårnet ved Verdens ende”, og man kan på en måde godt forstå ham. Det kan være svært at forestille sig land sydligere når man står og kigger ud. Tårnet har desuden været brugt på færøske frimærker, og er et af de 10 tårne i den danske møntserie “Tårnmønter”.

Da vi havde spist begav vi os tilbage, og valgte denne gang at følge varderne lidt mere, hvilket også gjorde turen tilbage lettere. Dog endte jeg igen med våde fødder og lidt mere mudder, men terrænet var meget vekslende og til tider kunne det være svært at komme over små-søer og mos-områder uden at få lidt våde fødder, og hvis man skyder lidt forkert og synes at noget ser fast ud, kan man være uheldig og lande med benet i et vandhul. Jeg trøster mig med at vi på tilbagevejen mødte flere med samme mønster op ad benene.

På vej ned fyldte vi vandflasker ved et lille vandfald, og drak det mest fantastiske klare, kolde vand med den lækreste smag.

Omtrent 6 timer senere (3 derud, frokostpause og 2,5 tilbage), 30.000 skridt, 360 højdemeter og godt 15 km senere stod vi igen på havnen i Nólsoy bygden. Hele vejen ned havde Guðrun snakket om vafler hos den lille café, og Emma begyndte så småt at drømme om varm kakao, så med en time til den næste færge valgte vi at gå på café og forkæle os selv oven på dagens vandring. De lækreste hjemmelavede vafler, med hjemmelavet rabarberkompot og flødeskum og varm kakao / Café latte blev indtaget med stor velbehag.

Kl. 17.10 var vi tilbage i Tórshavn, hvor der blev handlet lidt og så har aftenen ellers bare stået på afslapning og plejning af ømme fødder.

Imorgen starter vi på sygehuset og vi glæder os helt vildt til at se hvad det er for noget. Samtidig glæder vi os også lidt til vi har fri, for så skal vi i turistinformationen og hente kort over alle de stier vi skal ud og vandre på!

Stay Tuned, der kommer flere eventyr snart.

KH Maja

Efter en oplevelsesrig, festlig og laaaaang dag i går, startede dagen meget langsomt.

Det meste af formiddagen blev brugt på at sove, tulle lidt rundt på værelserne og finde os til rette i det der skal være vores hjem den næste måneds tid. Som del i festlighederne var der gudstjeneste og korsang nede i byen med vejret, gråt og vådt, indbød ikke ligefrem til at gå udenfor – Så er det jo godt at man kan se det i fjernsynet. Efter noget tid indser man dog, at det nok bare er sådan vejret mest en dels er heroppe og må man tage sig sammen og komme udenfor, så man ikke får værelses-kuller.

Emma og jeg bevægede os derfor ud for at udforske området. Selvom alt var lukket, kunne vi jo godt lige danne os et indtryk af hvor der lå nogle indkøbs muligheder.

Vi fandt et supermarket lidt oppe af en bakke fra os, og blev enige om at vi nok skal undersøge om der er en smutvej for fodgængere hvis det er der vi skal handle fremover. Vejene går meget op og ned, og man skal have gode sko på, bare man skal ud og handle. Vi skal nok nå at blive træt af bakker, men lige nu er det hele bare så nyt og spændende, at vi med glæde bevæger os op og ned for at udforske de forskellige områder, og få forskellige udsigt over flere dele af byen.

Vi fandt en lille kiosk tæt på sygehuset, der havde åbent, så her kunne vi købe en pulverkaffe, og gik tilbage til vores køkken for at drikke kaffe og få en rugbrødsmad.

Vi havde endnu en slow eftermiddag på værelserne, for at lade helt op til hvad der ventede os om aftenen. Guðrun havde fortalt hvad vi kunne forvente af en 29/7-2016 i Tórshavn, så vi skulle være helt sikre på at vi kunne holde lidt længere end vi gjorde igår.

Omkring kl. 19 begav vi os ned mod byen. Her bliver der holdt folkemøde med alle politikkerne, men da vi ikke er så stærke i færøsk (endnu), og ikke rigtig kender til de politiske problemstillinger heroppe, blev vi enige om at blive hjemme. Hval- og fåre-lov er nok alligevel ikke noget vi kommer til at stifte så meget bekendtskab med heroppe, og vi skal nok heller ikke bruge det derhjemme.

Vi valgte derfor at finde noget at spise i stedet. Der var igen mange mennesker i hele byen, og igen har folk pyntet sig i nationaldragter. Det er helt fantastisk bare at sidde og se på alle de forskellige versioner, at den fundamentalt samme dragt. Man kan sagtens gøre den til “sin egen” uden at bevæge sig væk fra det traditionelle.

Vi satte os på et lille torv, ved noget der mest af alt minder om en mini-udgave og Nyhavn med en pizza og en fadøl (det er vel fest). Her sad vi i et par timer, kiggede på menneskemængden, nød live-musik fra et sted lidt længere væk, talte med lidt forskellige forbipasserende indtil Guðrun kom forbi og tog os med op til Livemusik ved Rådhuset.

Hele byen emmede af fest og alle virkede meget glade. Det er helt tydeligt at Ólavsøku er noget man ser frem til.

Vi gik lidt videre rundt i byen og tilbage ved torvet hvor vi spiste, var der nu underholdning og musik fra en færøsk Kærligheds-trubadur. Stort set alle omkring os sang med på hans sange, og som Emma kom frem til, måtte han være en færøske udgave af Lars HUG.

Tilbage omkring rådhuset kom Frelsens Hær forbi, holdt møde med taler og sang og folk begyndte så småt at gøre klar til aftenens helt store event. Midnatssang og kædedans. Alle folk stimlede sammen mens nogle delte sanghæfter ud med de 20 sange, der skulle synges fra midnat og ca. 1 time frem. Det var fantastisk hvordan alle, ung som gammel, stemte i, da først sangene begyndte. Det er tydeligt at der var nogle af sangene der var større hits end andre, og det lidt forskelligt alt efter hvilken aldersgruppe man tilhører, men alle sange blev sunget med en stolthed og fællesskabsfølelse som ikke kan beskrives, men skal opleves. Jeg tror ikke vi har noget i Danmark der bare minder om det. Meget punktligt blev alle sange sunget fra start til slut, og hurtigt videre til den næste. Det hele blev selvfølgelig indledt med nationalsang, og da alle sange var færdige, fik folk hurtigt taget hinanden i hænderne, og så var der ellers kædedans til den helt store guldmedalje.

Færøsk kædedans er en tradition tilbage fra middelalderen og Færøerne er et af de få steder i Europa hvor det stadig praktiseres. Det ses som en vigtig del af folkekulturen og man har undervisning i skolen om det. Der danses til kvæði (folkeviser / kvad), som synges uden ledsagelse af instrumenter. En skipari (Skipper) synger for, og leder igennem de omkring 130 vers. Hvert vers afsluttes med et omkvæde, som ligesom er det folk kender og synger med på. Selve dansen er den samme hele tiden, to til venstre og et til højre. Man holder hinanden i hånden ved at lægge højre albue ind over naboens underarm, og så bliver der ellers svajet frem og tilbage til sagn om helte og folk der engang har været.

Kædedansens opstår bare tilfældigt der hvor man står og der bliver lavet kæder over det hele. Nogle kæder er inden i andre, nogle er store, nogle er små, og man har ikke nødvendigvis den samme under armen hele dansen igennem, fordi folk hopper lidt ind og ud som man nu synes.

Når man ikke orker det mere, hopper man ud af kæden og kan bare stå og kigge på og nyde hvordan folk med liv og sjæl og fælles om en kulturel tradition.

Da vi synes  vi havde mærket det, og været en del af stemning gik vi lidt videre i byen, hvor der resten af aftenen bare er gadefest med alt og alle.

Omkring kl. 2.00 efterlod vi Guðrun sammen med alle de andre feststemte færinger og begav os hjem mod væres værelser. Det har været en kæmpe oplevelse og der var mange indtryk der skulle bearbejdes.

På bare to dage har vi fået et helt fantastisk indblik i kulturen og folkemængden her på Færøerne, og det kan klart anbefales at prøve og være i byen til Ólavsøku hvis man alligevel skal besøge Færøerne omkring denne tid. Vi er i hvert fald glade for at vi gjorde det.

De næste dage står bare på afslapning og måske en lille udflugt eller to inden vi på mandag starter vores klinik på sygehuset.

Stay Tuned, der skal nok komme flere billeder og video, når jeg får det til at gøre som jeg vil!

KH Maja

Velkommen til Færøerne, og velkommen indenfor til Fest!

Obs! Det er et langt indlæg, da det, som titlen beskriver, omhandler en meget lang dag. 

Dagen i går startede for nogen allerede kl. 3.30, og for os andre der allerede var på Amager først kl. 4.10.

Kl. 5.00 mødtes jeg med Emma i lufthavnen, hvor vi fik smidt vores bagage afsted og hilst af med mine forældre og Emma’s kæreste der havde været så søde og sørge for at vi kom godt afsted.

Efter en hurtig og smertefri tur gennem security fandt vi noget morgenmad og vores gate.

Flyveturen var hurtig og meget rolig. Vi blev serviceret indtil flere gange med morgenmad og drikkevarer, hvilket var utrolig lækkert.

Omkring indflyvningen sad vi med næserne presset op mod de små fly-ruder for at få så meget som muligt med. En flink færing vi sad ved siden af, forklarede hvad det var vi så og hvilke øer vi fløj over. Heldigvis kommer vi ind på en dag med helt fantatisk vejr, uden tåge eller regn, og lander faktisk i solskin og delvis blå himmel.

Lufthavnen ligger på øen Vágar ca 1,5 km fra bygden Sørvágur. Det er en af de mindste lufthavne jeg har været i, og landingsbanen er meget kort. Derfor er det også kun forholdsvis små fly der kan lande. Det største fly, en Airbus319 som vi fløj med, er det største fly der kan lande, kan rumme 144 passagerer og blev indsat i 2012 efter de havde forlænget landingsbanen. Landing var egentlig forholdsvis rolig, men der skal godt nok klodses nogle bremser hvis ikke man vil lande ude i vandet og drejes skarpt inden man lander hvis ikke man vil ramme ind i et af de nærliggende fjelde.

Guðrun stod klar i lufthavnen til at hente os, og efter vi havde fået vores bagage gik turen ud i landet. Guðrun har været her i små 3 uger, og bor under hele opholdet hos sine bedsteforældre.

Guðrun skulle lige forbi sine bedsteforældres sommerhus i Gásadalur (Gåsedalen), der også ligger på øen Vágar, men på den anden side af fjeldet Bøur. Gásadalur var indtil 2006 uden vejforbindelse med omverdenen, men det år blev en tunnel gennem fjeldet indviet, så man nu kan køre hele vejen derud. Der er meget smukt, og vi skal helt sikkert tilbage derud i løbet af vores ophold.

På turen tilbage provianterede vi det mest basale, da de fleste butikker har lukket i disse dage / lukker tidligt pga. Ólavsøku, som er Færøernes nationaldag.

Turen til Tórshavn går gennem den ca. 4 km lange Vágartunnel der forbinder Vágar med Streymoy, som er den største og mest befolkningsrige ø på Færøerne. Den er 48 km lang og 14 km bred. Tórshavn ligger på den sydlige del af øen, og køreturen dertil blev, pga. det gode vejr, den gamle vej op gennem fjeldet, hvor vi stoppede og havde den mest fantatiske udsigt ud over hele Tórshavn. Her er i det hele taget meget smukt, og bare køreturen fra Lufthavnen til Sygehuset har været meget overvældende.

På sygehuset fik vi udleveret nøgler og fandt op på vores kollegieværelser der ligger mindre end 5 min. gang bag sygehuset. Det er heldigt at der ikke er længere, da vi måtte frem og tilbage et par gange fordi min nøgle til værelset først ikke virkede, og derefter manglede sengetøj og håndklæder, men vi kom på plads på hver vores værelse, og nu skal vi så bo her den næste måneds tid.

Omkring frokost tid begav vi os op mod Guðruns bedsteforældre der bor lidt længere oppe i byen. Her var huset fuld af mennesker og liv grundet familie-besøg og klargøring til Ólavsøku, på dansk kaldet Olajfesten. Guðrun var klædt i den fineste nationaldragt og da hun var klar begav vi os mod centrum hvor festlighederne blev indledt med musik, parade fra Færøernes gymnastikforeninger, taler og nationalsang. Hele befolkningen på Færøerne i disse dage samlet i Torshavn for at feste sammen. Det var fedt at opleve, og se så mange være klædt i nationaldragt, der alle er forskellige på hver deres måder. Både mænd, kvinder, unge og gamle var klædt i det folkelige dragter og det var tydeligt at der følger en hel del nationalfølelse med, når man først er iklædt dragten.

Vi gik efter åbningen op til en fernisering på en udstilling der åbner i forbindelse med Ólavsøku. Det kan være svært at følge med når alting foregår på færøsk, men få ord er til at forstå, og vi er overbevidste om, at vi nok skal nå og få det lært. Så længe vi ved hvad folk snakker om, så er det egentligt forholdsvis til at forstå, med undtagelse af enkelte ord. Det bliver spændende når vi skal starte på sygehuset, men heldigvis forstår og taler størstedelen dansk, og ellers er der altid nogen der kan oversætte.

Resten af eftermiddagen gik med at gå rundt i byen, hvor Guðrun stødte på mange hun kendte, da det er meget almindeligt at folk, der ellers er rejst ud for at studere, arbejde og bo i DK og andre lande, kommer tilbage til lige netop disse festligheder.

Da vi havde været hele byen rundt og set mange af de festligheder de har stillet an med, gik vi tilbage til Guðruns bedsteforældre for at hvile fødderne. Her blev vi hentet af en af Guðruns veninder, hvis bedstemor kørte os ud til nogle venner af familien. Her var lagt an til den helt store Ólavsøku-fest med masser af mad og drikke. Her blev vi taget imod med åbne arme, og mødte en masse glade og imødekommende mennesker. Vi spiste, og da der til sådanne fester, bliver serveret mange traditionelle færøske specialiteter var det jo en oplagt mulighed at kaste sig ud og prøve lidt forskelligt. Her spiste vi både tørret fisk, lufttørret får og spæk. Der blev heldigvis også serveret ting vi kender hjemmefra som Kartofler, pastasalat, skinke, frikadeller og leverpostej, så hvis man ikke er så meget til de mere specielle ting, kan man sagtens blive mæt alligevel. De siger allesammen at det nok er noget mad man skal være vokset op med for at kunne lide, men når man er så glad for fisk som jeg er, så bliver det ingen sag at begå sig.

Planen var egentligt at vi skulle videre til et andet selskab, som er meget det man gør under Ólavsøku. Folk åbner deres hjem for alle, og man dropper bare ind og fester hos dem man nu lige kender. Dog var Emma og jeg efterhånden så trætte og havde været oppe i 19 timer, og allerede haft en meget oplevelsesrig dag fyldt med nye indtryk at vi valgte og gå hjem. Guðrun fulgte os på vej, indtil hun nåede sin næste destination i festlighederne.

I dag har vi sovet længe (eller jeg har) og dagen står på afslapning inden festlighederne fortsætter i aften.

Det er helt fantastisk at lande lige til Ólavsøku, og det er fedt at følges med en lokalkendt som kan tage os med ind bagved og få den helt rigtige stemning med.

Stay tuned for flere indlæg om vores færøske eventyr og jeg lover at der også kommer flere billeder.

KH Maja.

Som led i mit studie har jeg og 2 studieveninder, Emma og Guðrun, valgt at tage en del af vores kliniske uddannelse på Landssygehuset i Torshavn på Færøerne.

Det betyder at vi i 4 uger skal være på sygehuset og indgå i deres hverdag.

Samtidig skal vi ud og opleve kulturen, livsstilen og ikke mindst naturen.

Guðrun er oprindeligt fra Færøerne og har alle kontakterne og idéerne til hvordan vi får oplevet mest muligt.

Følg med her på siden for tips, tricks, billeder og historier fra vores tur.

God fornøjelse.

KH Maja