;
Navigation Menu
Morgenbad, Øhop, Kópakonan og Guld

Morgenbad, Øhop, Kópakonan og Guld

Søndag var vores sidste hele fri-dag på vores ophold, så den skulle nydes fuldt ud.

Den startede med et frisk lille hop i Atlanterhavet, puh det var koldt – men det er en fed måde at starte dagen på. Vinterbader bliver jeg nok aldrig, men jeg må indrømme at det vækker kroppen og efterlader en dejlig følelse.

Efter en varm skyller stod den på lune boller og friskbagte kanel-croissanter, Mums for en lækker søndag-morgen.

Kl. 10.50 startede dagens udflugt, med en bustur til Klaksvik. Klaksvik er Færøernes næststørste by, og er en vigtig by for fiskeindustrien. Klaksvik ligger på øen Borðoy, og for at komme dertil fra Tórshavn skal man køre hele vejen op af Streymoy, over en bro til Eysturoy og så gennem en undervandstunnel til Borðoy. Det er en rigtig flot tur, på omkring 1,5 time i bus.

Klaksvik er en industriby, og det er ikke fordi der er vildt meget at se på. Vi havde dog læst om deres kirke, Christianskirkjan fra 1963 der er bygget i færøsk basalt og har langsider af træ. Døbefonten skulle være en 4000 år gammen hedens offerskål fra Danmark, og alterbilledet forestillende Den store Nadver, af Joakim Skovgaard, var oprindeligt en del af udsmykningen i Viborg Domkirke, men da det blev angrebet af salte blev det flyttet til Statens Museum for Kunst og siden hen Christianskirkjan. Alt i alt lyder det jo meget spændende, og jeg havde egentligt glædet mig til at se den både udenfor og indvendigt. Vi måtte dog nøjes med det udvendige syn.

Færinger gør meget ud af at komme hviledagen i hu, så alt er lukket om søndagen. Inkl. kirken. Selvfølgelig har de tjeneste om formiddagen, men da vi først var der kl. 12.30 var der lukket. Øv øv.

Da vi stadig havde halvanden time inden vores båd gik, måtte vi finde på noget at give os til, så vi endte på en tankstation (det eneste åbne) med en kop kaffe og et spil kort.

Kl. 14 gik båden til Kalsoy, en rigtig fin sejltur på omkring 20 minutter. Turen gav en smuk udsigt til de fleste af de nordlige øer. Kalsoy er 18 km lang, og kun 1-3 km bred. Vestkysten er stejl og utilgængelig og de 4 bygder ligger på den lavere og mere beskyttede østkyst. Bygderne er forbundet via én 12 km lang vej, med 5 tunneller der går igennem de mange fjeld øen består af. Vi sejlede ind med båden til Syðradalur og tog en lille bus næsten hele vejen op, til den næst nordligste bygd, Mikladalur. Turen gik igennem 3 tunneller, der var helt mørke og kun brede nok til at der kan køre en bil af gangen. Der er dog vigepladser hvis man møder modkørende, men det er med at holde tungen lige i munden hvis man skal køre der.

I Mikladalur nåede vi til dagens udflugtsmål; Kópakonan (Sælkvinden), en statue rejst i 2014. Statuen er en af de store attraktioner i Nordøerne og kommer fra en sagnomspunden legende (Eventyr el. sagn) der udspiller sig i Mikladalur.

Sæler stammer oprindeligt fra mennesker, der har begået selvmord ved at kaste sig i havet. En gang om året, på Helligtrekongers aften, kommer de op af vandet, smider hammene og danser og fester nøgne rundt på stranden som mennesker hele natten. En bondesøn fra Mikladalur havde hørt om dette, og var taget ned for at se på. Han gemte sig bag en klippe og mens han lå der, så han en udsædvanlig smuk pige smutte ud af sin sælham, og han blev forelsket med det samme. Han noterede sig hvor hun lagde hammen, sneg sig over, snuppede den og gemte sig igen bag klippen. Da dagen begyndte kunne sælkvinden ikke finde sin ham, men fik lige før solen stod op færden af den hammen hos den unge mand og måtte gå til ham. Han ville ikke give hende hammen tilbage, han gik hjem og hun havde intet andet valg end at gå med. Den unge mand tog sælkvinden til sig, og de levede godt sammen som andre gifte par. Hele tiden holdte sælhammen  gemt væk fra kvinden i en aflåst kiste. En dag var manden ude at fiske, og opdagede at han havde ladet nøglen ligge derhjemme. Da han kom hjem var konen forsvundet. Hun havde slukket ildstedet og gemt alle skarpe genstande, så der ikke skulle ske børnene noget. Herefter var hun løbet ned til stranden, havde taget hammen på og var sprunget i vandet. I vandet kom en hansæl hun plejede at være sammen med hen til hende med det samme og de svømmede bort sammen. I alle disse år havde han ligget der og ventet. Sidenhen, når sælkvindens børn kom ned til stranden, plejede en sæl at stå ude i vandet og se på dem. Det var den almindelige opfattelse af dette måtte være deres mor. Engang bygdens mænd skulle på sælfangst, kom sælkvinden i en drøm, for at sige til manden at de skulle holde sig fra hendes sælmand og -børn. Manden ignorerede drømmen og da byttet blev delt mellem mændende, fik han hansælen samt lufferne af hvalpene. Han koger kødet til aftensmad for sig og børnene. Sælkvinden kommer tilbage, denne gang i skikkelse af en frygtindgydende trold og lover blodig hævn. Hun ligger en forbandelse over dem, der gør at mænd fra Mikladalur skal forlise på havet og falde ned fra bjergene indtil så mange er døde, at hvis de hinanden i hånden ville de kunne danne en kæde hele vejen rundt om Kallsoy. 

Statuen står et rigtig smukt sted, med en flot udsigt til Kunoy. Her spiste vi vores frokost, med en fantastisk udsigt, og lyden af vandfald bag os. Vi gik lidt rundt i bygden og lidt højere op, og fik en fantastisk udsigt over bygden, havet og Kunoy.

Da bussen kørte tilbage, ramte vi lige som færgen skulle have sejlet. Desværre var den forsinket, og også så forsinket at vi ikke nåede vores bus i Klaksvik, selvom vi løb op til busstoppet.

Nu var gode råd dyrere og OL finalen var i fuld gang. Heldigvis var en Café (muligvis Klaksviks eneste) åbnet og vi kunne sidde derinde og streame kampen på min telefon (Thank God for gratis Wifi). Beget beherskede i vores tilråb, heppede vi alt hvad vi kunne, og prøvede at holde nerverne inden i, selvom det var svært. Vil ville have købt noget at spise, men desværre var køkkenet lukket (5 kvarter før cafeen i sig selv lukket – Klaksvik ville bare ikke tjene penge på os), så vi endte med at drikke en sodavand i stedet.

Da Danmark havde vundet GULD(!!!!!!) og vi var kommet os over den spændende kamp var det afsted mod dagens sidste bus-afgang til Tórshavn, mens vi fortsat streamede alle spillernes kommentarer og hoppede lidt op og ned af glæde over DK’s sejr.

I bussen på vej hjem så vi medaljeoverrækkelsen og sang lige så stille med på nationalsangen mens vi så flaget ryge til tops.

Alt i alt har det været en helt fantastisk dag (og sidste fridag), på trods af en lidt skuffende Klaksvik. Vejret var fantastisk flot, varmt og klart, vi har oplevet overvældende færøsk natur og Danmark vandt OL-guld i Håndbold. Kunne man ønske sig mere?

De næste dage kommer til at gå med klinik, og de sidste ærinder inden vi vender snuden hjemad igen på lørdag, meeeen mon ikke der kommer en lille opdatering mere og en status til sidst?

Følg med, det skal nok blive underholdende.

KH Maja