Efter en oplevelsesrig, festlig og laaaaang dag i går, startede dagen meget langsomt.
Det meste af formiddagen blev brugt på at sove, tulle lidt rundt på værelserne og finde os til rette i det der skal være vores hjem den næste måneds tid. Som del i festlighederne var der gudstjeneste og korsang nede i byen med vejret, gråt og vådt, indbød ikke ligefrem til at gå udenfor – Så er det jo godt at man kan se det i fjernsynet. Efter noget tid indser man dog, at det nok bare er sådan vejret mest en dels er heroppe og må man tage sig sammen og komme udenfor, så man ikke får værelses-kuller.
Emma og jeg bevægede os derfor ud for at udforske området. Selvom alt var lukket, kunne vi jo godt lige danne os et indtryk af hvor der lå nogle indkøbs muligheder.
Vi fandt et supermarket lidt oppe af en bakke fra os, og blev enige om at vi nok skal undersøge om der er en smutvej for fodgængere hvis det er der vi skal handle fremover. Vejene går meget op og ned, og man skal have gode sko på, bare man skal ud og handle. Vi skal nok nå at blive træt af bakker, men lige nu er det hele bare så nyt og spændende, at vi med glæde bevæger os op og ned for at udforske de forskellige områder, og få forskellige udsigt over flere dele af byen.
Vi fandt en lille kiosk tæt på sygehuset, der havde åbent, så her kunne vi købe en pulverkaffe, og gik tilbage til vores køkken for at drikke kaffe og få en rugbrødsmad.
Vi havde endnu en slow eftermiddag på værelserne, for at lade helt op til hvad der ventede os om aftenen. Guðrun havde fortalt hvad vi kunne forvente af en 29/7-2016 i Tórshavn, så vi skulle være helt sikre på at vi kunne holde lidt længere end vi gjorde igår.
Omkring kl. 19 begav vi os ned mod byen. Her bliver der holdt folkemøde med alle politikkerne, men da vi ikke er så stærke i færøsk (endnu), og ikke rigtig kender til de politiske problemstillinger heroppe, blev vi enige om at blive hjemme. Hval- og fåre-lov er nok alligevel ikke noget vi kommer til at stifte så meget bekendtskab med heroppe, og vi skal nok heller ikke bruge det derhjemme.
Vi valgte derfor at finde noget at spise i stedet. Der var igen mange mennesker i hele byen, og igen har folk pyntet sig i nationaldragter. Det er helt fantastisk bare at sidde og se på alle de forskellige versioner, at den fundamentalt samme dragt. Man kan sagtens gøre den til “sin egen” uden at bevæge sig væk fra det traditionelle.
Vi satte os på et lille torv, ved noget der mest af alt minder om en mini-udgave og Nyhavn med en pizza og en fadøl (det er vel fest). Her sad vi i et par timer, kiggede på menneskemængden, nød live-musik fra et sted lidt længere væk, talte med lidt forskellige forbipasserende indtil Guðrun kom forbi og tog os med op til Livemusik ved Rådhuset.
Hele byen emmede af fest og alle virkede meget glade. Det er helt tydeligt at Ólavsøku er noget man ser frem til.
Vi gik lidt videre rundt i byen og tilbage ved torvet hvor vi spiste, var der nu underholdning og musik fra en færøsk Kærligheds-trubadur. Stort set alle omkring os sang med på hans sange, og som Emma kom frem til, måtte han være en færøske udgave af Lars HUG.
Tilbage omkring rådhuset kom Frelsens Hær forbi, holdt møde med taler og sang og folk begyndte så småt at gøre klar til aftenens helt store event. Midnatssang og kædedans. Alle folk stimlede sammen mens nogle delte sanghæfter ud med de 20 sange, der skulle synges fra midnat og ca. 1 time frem. Det var fantastisk hvordan alle, ung som gammel, stemte i, da først sangene begyndte. Det er tydeligt at der var nogle af sangene der var større hits end andre, og det lidt forskelligt alt efter hvilken aldersgruppe man tilhører, men alle sange blev sunget med en stolthed og fællesskabsfølelse som ikke kan beskrives, men skal opleves. Jeg tror ikke vi har noget i Danmark der bare minder om det. Meget punktligt blev alle sange sunget fra start til slut, og hurtigt videre til den næste. Det hele blev selvfølgelig indledt med nationalsang, og da alle sange var færdige, fik folk hurtigt taget hinanden i hænderne, og så var der ellers kædedans til den helt store guldmedalje.
Færøsk kædedans er en tradition tilbage fra middelalderen og Færøerne er et af de få steder i Europa hvor det stadig praktiseres. Det ses som en vigtig del af folkekulturen og man har undervisning i skolen om det. Der danses til kvæði (folkeviser / kvad), som synges uden ledsagelse af instrumenter. En skipari (Skipper) synger for, og leder igennem de omkring 130 vers. Hvert vers afsluttes med et omkvæde, som ligesom er det folk kender og synger med på. Selve dansen er den samme hele tiden, to til venstre og et til højre. Man holder hinanden i hånden ved at lægge højre albue ind over naboens underarm, og så bliver der ellers svajet frem og tilbage til sagn om helte og folk der engang har været.
Kædedansens opstår bare tilfældigt der hvor man står og der bliver lavet kæder over det hele. Nogle kæder er inden i andre, nogle er store, nogle er små, og man har ikke nødvendigvis den samme under armen hele dansen igennem, fordi folk hopper lidt ind og ud som man nu synes.
Når man ikke orker det mere, hopper man ud af kæden og kan bare stå og kigge på og nyde hvordan folk med liv og sjæl og fælles om en kulturel tradition.
Da vi synes vi havde mærket det, og været en del af stemning gik vi lidt videre i byen, hvor der resten af aftenen bare er gadefest med alt og alle.
Omkring kl. 2.00 efterlod vi Guðrun sammen med alle de andre feststemte færinger og begav os hjem mod væres værelser. Det har været en kæmpe oplevelse og der var mange indtryk der skulle bearbejdes.
På bare to dage har vi fået et helt fantastisk indblik i kulturen og folkemængden her på Færøerne, og det kan klart anbefales at prøve og være i byen til Ólavsøku hvis man alligevel skal besøge Færøerne omkring denne tid. Vi er i hvert fald glade for at vi gjorde det.
De næste dage står bare på afslapning og måske en lille udflugt eller to inden vi på mandag starter vores klinik på sygehuset.
Stay Tuned, der skal nok komme flere billeder og video, når jeg får det til at gøre som jeg vil!
KH Maja
Seneste kommentarer