Verdenshistoriens længste dag

Velkommen til Færøerne, og velkommen indenfor til Fest!

Obs! Det er et langt indlæg, da det, som titlen beskriver, omhandler en meget lang dag. 

Dagen i går startede for nogen allerede kl. 3.30, og for os andre der allerede var på Amager først kl. 4.10.

Kl. 5.00 mødtes jeg med Emma i lufthavnen, hvor vi fik smidt vores bagage afsted og hilst af med mine forældre og Emma’s kæreste der havde været så søde og sørge for at vi kom godt afsted.

Efter en hurtig og smertefri tur gennem security fandt vi noget morgenmad og vores gate.

Flyveturen var hurtig og meget rolig. Vi blev serviceret indtil flere gange med morgenmad og drikkevarer, hvilket var utrolig lækkert.

Omkring indflyvningen sad vi med næserne presset op mod de små fly-ruder for at få så meget som muligt med. En flink færing vi sad ved siden af, forklarede hvad det var vi så og hvilke øer vi fløj over. Heldigvis kommer vi ind på en dag med helt fantatisk vejr, uden tåge eller regn, og lander faktisk i solskin og delvis blå himmel.

Lufthavnen ligger på øen Vágar ca 1,5 km fra bygden Sørvágur. Det er en af de mindste lufthavne jeg har været i, og landingsbanen er meget kort. Derfor er det også kun forholdsvis små fly der kan lande. Det største fly, en Airbus319 som vi fløj med, er det største fly der kan lande, kan rumme 144 passagerer og blev indsat i 2012 efter de havde forlænget landingsbanen. Landing var egentlig forholdsvis rolig, men der skal godt nok klodses nogle bremser hvis ikke man vil lande ude i vandet og drejes skarpt inden man lander hvis ikke man vil ramme ind i et af de nærliggende fjelde.

Guðrun stod klar i lufthavnen til at hente os, og efter vi havde fået vores bagage gik turen ud i landet. Guðrun har været her i små 3 uger, og bor under hele opholdet hos sine bedsteforældre.

Guðrun skulle lige forbi sine bedsteforældres sommerhus i Gásadalur (Gåsedalen), der også ligger på øen Vágar, men på den anden side af fjeldet Bøur. Gásadalur var indtil 2006 uden vejforbindelse med omverdenen, men det år blev en tunnel gennem fjeldet indviet, så man nu kan køre hele vejen derud. Der er meget smukt, og vi skal helt sikkert tilbage derud i løbet af vores ophold.

På turen tilbage provianterede vi det mest basale, da de fleste butikker har lukket i disse dage / lukker tidligt pga. Ólavsøku, som er Færøernes nationaldag.

Turen til Tórshavn går gennem den ca. 4 km lange Vágartunnel der forbinder Vágar med Streymoy, som er den største og mest befolkningsrige ø på Færøerne. Den er 48 km lang og 14 km bred. Tórshavn ligger på den sydlige del af øen, og køreturen dertil blev, pga. det gode vejr, den gamle vej op gennem fjeldet, hvor vi stoppede og havde den mest fantatiske udsigt ud over hele Tórshavn. Her er i det hele taget meget smukt, og bare køreturen fra Lufthavnen til Sygehuset har været meget overvældende.

På sygehuset fik vi udleveret nøgler og fandt op på vores kollegieværelser der ligger mindre end 5 min. gang bag sygehuset. Det er heldigt at der ikke er længere, da vi måtte frem og tilbage et par gange fordi min nøgle til værelset først ikke virkede, og derefter manglede sengetøj og håndklæder, men vi kom på plads på hver vores værelse, og nu skal vi så bo her den næste måneds tid.

Omkring frokost tid begav vi os op mod Guðruns bedsteforældre der bor lidt længere oppe i byen. Her var huset fuld af mennesker og liv grundet familie-besøg og klargøring til Ólavsøku, på dansk kaldet Olajfesten. Guðrun var klædt i den fineste nationaldragt og da hun var klar begav vi os mod centrum hvor festlighederne blev indledt med musik, parade fra Færøernes gymnastikforeninger, taler og nationalsang. Hele befolkningen på Færøerne i disse dage samlet i Torshavn for at feste sammen. Det var fedt at opleve, og se så mange være klædt i nationaldragt, der alle er forskellige på hver deres måder. Både mænd, kvinder, unge og gamle var klædt i det folkelige dragter og det var tydeligt at der følger en hel del nationalfølelse med, når man først er iklædt dragten.

Vi gik efter åbningen op til en fernisering på en udstilling der åbner i forbindelse med Ólavsøku. Det kan være svært at følge med når alting foregår på færøsk, men få ord er til at forstå, og vi er overbevidste om, at vi nok skal nå og få det lært. Så længe vi ved hvad folk snakker om, så er det egentligt forholdsvis til at forstå, med undtagelse af enkelte ord. Det bliver spændende når vi skal starte på sygehuset, men heldigvis forstår og taler størstedelen dansk, og ellers er der altid nogen der kan oversætte.

Resten af eftermiddagen gik med at gå rundt i byen, hvor Guðrun stødte på mange hun kendte, da det er meget almindeligt at folk, der ellers er rejst ud for at studere, arbejde og bo i DK og andre lande, kommer tilbage til lige netop disse festligheder.

Da vi havde været hele byen rundt og set mange af de festligheder de har stillet an med, gik vi tilbage til Guðruns bedsteforældre for at hvile fødderne. Her blev vi hentet af en af Guðruns veninder, hvis bedstemor kørte os ud til nogle venner af familien. Her var lagt an til den helt store Ólavsøku-fest med masser af mad og drikke. Her blev vi taget imod med åbne arme, og mødte en masse glade og imødekommende mennesker. Vi spiste, og da der til sådanne fester, bliver serveret mange traditionelle færøske specialiteter var det jo en oplagt mulighed at kaste sig ud og prøve lidt forskelligt. Her spiste vi både tørret fisk, lufttørret får og spæk. Der blev heldigvis også serveret ting vi kender hjemmefra som Kartofler, pastasalat, skinke, frikadeller og leverpostej, så hvis man ikke er så meget til de mere specielle ting, kan man sagtens blive mæt alligevel. De siger allesammen at det nok er noget mad man skal være vokset op med for at kunne lide, men når man er så glad for fisk som jeg er, så bliver det ingen sag at begå sig.

Planen var egentligt at vi skulle videre til et andet selskab, som er meget det man gør under Ólavsøku. Folk åbner deres hjem for alle, og man dropper bare ind og fester hos dem man nu lige kender. Dog var Emma og jeg efterhånden så trætte og havde været oppe i 19 timer, og allerede haft en meget oplevelsesrig dag fyldt med nye indtryk at vi valgte og gå hjem. Guðrun fulgte os på vej, indtil hun nåede sin næste destination i festlighederne.

I dag har vi sovet længe (eller jeg har) og dagen står på afslapning inden festlighederne fortsætter i aften.

Det er helt fantastisk at lande lige til Ólavsøku, og det er fedt at følges med en lokalkendt som kan tage os med ind bagved og få den helt rigtige stemning med.

Stay tuned for flere indlæg om vores færøske eventyr og jeg lover at der også kommer flere billeder.

KH Maja.