Mykines

Efter en god nats søvn i sommerhuset, stod vi forholdsvis tidligt op for at spise morgenmad og smøre nogle store madpakker til dagens udflugt. Tågen fra i går var lettet over natten, og vi kunne lige pludselig se den skønne udsigt der er fra bygden. Vi har i en lille uges tid haft planlagt at vi skulle til Mykines, som er et absolut must-see når man er på Færøerne. Mykines er den vestligste ø på Færøerne og har et areal på 10 km2 (medregnet 86 holme og skær). Der ligger en enkelt bygd, Mykinesbygden, med omkring 20 indbyggere. Helt indtil første halvdel af det 20. århundrede var Mykines en af de største kommuner på Færøerne, men på grund af øens isolerede beliggenhed er den langsomt blevet affolket. Der er dog mange der vender tilbage i sommermånederne og bor forfædrenes huse.

På vej ud til bygden Sørvágur (hvor der er færgeforbindelse til Mykines) stoppede vi ved et vandfald der, sammen med den flotte udsigt, trækker mange turister til Gásadalur. Vi kunne ikke se vandfaldet rigtigt i går pga. vejret, så det var helt fantastisk at se og opleve den smukke udsigt i dag. Man står lidt nede af nogle trapper, ved et hejseværk ned mod havet, der blev brugt til hav-transport til og fra bygden før tunnellen kom. Herfra har man den smukkeste udsigt med vandfald, bygden og Árnafjall, der med sine 722 meter er Vágars højeste fjeld.

Da vi havde nydt udsigten dog vi videre mod færgen. Her sluttede Billas kæreste, Tróndur, sig til selskabet og vi var nu alle 6 klar til en dag fuldt med oplevelser. Selve sejlturen derud, kan være hård hvis ikke man er søstærk. Der er meget åbent atlanterhav på vej derud, og det går i en okay fart henover bølgerne. Nogle af os synes det var meget sjovt og rart at blive blæst igennem, mens andre havde det knap så sjovt. De vi nåede Mykines kunne man begynde og fornemme det enorme fugleliv, der er derude. Hele vejen langs øen er høje klipper, der udgør tilholdssted for rigtig mange fugle. Bare sejlturen langs øen til bygden var rigtig flot.

De vi igen havde fast land under fødderne, skyndte vi os at drage op af fjeldet og ud mod Mykineshólmur (Mykines Holmen) hvor fuglelivet skulle være helt fantastisk. Vejen op er et fint terræn og ikke en voldsom hurtig stigning men pga. den hurtigt fortættende tåge, blev det en hård tur som astmatiker. Heldigvis var jeg omgivet af gode og forstående med-vandrere og nogle gode pauser gjorde det lige pludseligt fremkommeligt. Heldigvis lettede tågen igen ret hurtigt, og da vi var noget toppen af fjeldet, begyndte det vilde fugleliv. Den første Lunde (også kaldet søpapegøje) blev spottet og vi var så optaget af den ene, at det først lidt efter gik op for os, hvor mange der egentligt sad lige nedenfor hvor vi stod. Det er en helt fantastisk sød fugl, der i sin fine dragt står i flot kontrast til de grønne græsfjelde. Turen videre mod Mykineshólmur bød på så vandvittig mange Lunder der sad på fjeldet, fløj over hovederne på os, og poppede ind og ud af deres små huler i fjeldet. Ligemeget hvor man vente hovedet var der Lunder og man kunne ikke andet end at blive helt fantastisk glad i hovedet af de smukke fugle.

Mykineshólmur er forbundet til resten af Mykines med 35 m lang en stabil bro, der hænger frit over vandet. Vejen derned gå på den stejleste fjeldsider ad nogle klippetrapper hvor der er gelænder at holde fast i, men ned langs siden hvor lunderne bor i tusindvis, går man af en græsskråning der mest af alt minder om en mudderpøl. Når det går nedad, og der er huller i jorden fra Lundeboliger er det med at være varsom. Med kamera i hånden og lidt som Bambi på glatis, gled jeg et par gange, men som den gentleman han nu engang er, kom Tróndur til undsætning med en støttende hånd og en god guide til hvor jeg kunne træde, så jeg ikke fik mere mudder på bukserne en højest nødvendigt. Heldigvis var det ikke de store fald, og der skete ikke noget, men man skal være forberedt på at det kan ske.

På broen har man et fantastisk udseende til klipper op langs øen og holmen hvor der også er et rigt fugleliv. Her er det bl.a. mallemukkerne der dominerer. Holmen er ca. 1 km lang og virker som en helt andet oplevelse. Når man går ud mod det vestligste punkt, (som både er det vestligste punkt på Færøerne, den vestligste del af Europa på sidde breddegrader, og faktisk ligger i en helt anden tidszone), går man af græsstier, hvor der er mange får og næsten ingen fugle. Det virker som en kæmpe kontrast fra det man lige kommet fra.

Helt ude på den vestligste spids ligger et lille fyrtårn, og her valgte vi at holde frokost-pause, mens vi sad og spejdede ud over Atlanterhavet og med udsigt til Færøernes eneste Sulekoloni. Her fløj der fugle om hovederne på os, og selvom der var flere andre vandrere der også holdt pause derude, sad man med en fred og indre stilhed, som var man helt alene i verden.

Turen tilbage gik forholdsvis smertefrit, og igen blev vi blæst bagover af de mange, mange fugle der både sad på fjeldet og fløj omkring os i luften. På vej op fra broen blev det igen meget tåget, men med nogle gode pauser gik det.

Da vi kom tilbage i bygden havde vi stadig omkring 2 timer til vi skulle retur med færgen, men vejret fordrede ikke ligefrem til mere vandring. Der ligger en lille Café, men pga. alle de andre turister på samme tur som os, var der helt booket op. Vi endte på en bænk, hvor vi sad og spiste nogle medbragte vafler.

På vej med færgen over, og også på fjeldet på vej ned, stødte vi på et kendt ansigt fra Sygehuset, Janus der var på tur med en dansk veninde Tilde. Janus er medicin studerende fra Færøerne og har haft vikariat på sygehuset. Nu havde han lige et par dage som turist inden turen gik retur til DK. Han familie har sommerhus på Mykines, og da han og Tilde kom tilbage til bygden inviterede de på kaffe i sommerhuset. Super lækkert at komme indenfor lige og få varmet kroppen inden vi skulle tilbage med færgen. Et charmerende lille sted de havde, med græs på taget, og en (næsten færdig) sauna i kælderen. Et vandvittig idyllisk sted, hvor det først efter en times tid går op for en, at den græsvold man har siddet og kigget ud på, faktisk er taget på nabohuset. Det er sjovt som man kan blive snydt. 🙂

Turen med færgen hjem gik smertefrit, og pga. bedre vindforhold sejlede vi en anden vej end derud, så vi fik set lidt mere smuk natur.

På havnen hilste vi af med Billa, Tróndur og Vibe, inden vi kørte tilbage til sommerhuset for at spise rester og pakke sammen.

Alt i alt har det været en helt fantastisk weekend, med masser af grin, gode oplevelser og helt ubeskrivelig flot natur. Jeg er bange for at billederne ikke gør oplevelserne ret, men til gengæld lover jeg at der er mange 😉

KH Maja.