Søndag var vores sidste hele fri-dag på vores ophold, så den skulle nydes fuldt ud.

Den startede med et frisk lille hop i Atlanterhavet, puh det var koldt – men det er en fed måde at starte dagen på. Vinterbader bliver jeg nok aldrig, men jeg må indrømme at det vækker kroppen og efterlader en dejlig følelse.

Efter en varm skyller stod den på lune boller og friskbagte kanel-croissanter, Mums for en lækker søndag-morgen.

Kl. 10.50 startede dagens udflugt, med en bustur til Klaksvik. Klaksvik er Færøernes næststørste by, og er en vigtig by for fiskeindustrien. Klaksvik ligger på øen Borðoy, og for at komme dertil fra Tórshavn skal man køre hele vejen op af Streymoy, over en bro til Eysturoy og så gennem en undervandstunnel til Borðoy. Det er en rigtig flot tur, på omkring 1,5 time i bus.

Klaksvik er en industriby, og det er ikke fordi der er vildt meget at se på. Vi havde dog læst om deres kirke, Christianskirkjan fra 1963 der er bygget i færøsk basalt og har langsider af træ. Døbefonten skulle være en 4000 år gammen hedens offerskål fra Danmark, og alterbilledet forestillende Den store Nadver, af Joakim Skovgaard, var oprindeligt en del af udsmykningen i Viborg Domkirke, men da det blev angrebet af salte blev det flyttet til Statens Museum for Kunst og siden hen Christianskirkjan. Alt i alt lyder det jo meget spændende, og jeg havde egentligt glædet mig til at se den både udenfor og indvendigt. Vi måtte dog nøjes med det udvendige syn.

Færinger gør meget ud af at komme hviledagen i hu, så alt er lukket om søndagen. Inkl. kirken. Selvfølgelig har de tjeneste om formiddagen, men da vi først var der kl. 12.30 var der lukket. Øv øv.

Da vi stadig havde halvanden time inden vores båd gik, måtte vi finde på noget at give os til, så vi endte på en tankstation (det eneste åbne) med en kop kaffe og et spil kort.

Kl. 14 gik båden til Kalsoy, en rigtig fin sejltur på omkring 20 minutter. Turen gav en smuk udsigt til de fleste af de nordlige øer. Kalsoy er 18 km lang, og kun 1-3 km bred. Vestkysten er stejl og utilgængelig og de 4 bygder ligger på den lavere og mere beskyttede østkyst. Bygderne er forbundet via én 12 km lang vej, med 5 tunneller der går igennem de mange fjeld øen består af. Vi sejlede ind med båden til Syðradalur og tog en lille bus næsten hele vejen op, til den næst nordligste bygd, Mikladalur. Turen gik igennem 3 tunneller, der var helt mørke og kun brede nok til at der kan køre en bil af gangen. Der er dog vigepladser hvis man møder modkørende, men det er med at holde tungen lige i munden hvis man skal køre der.

I Mikladalur nåede vi til dagens udflugtsmål; Kópakonan (Sælkvinden), en statue rejst i 2014. Statuen er en af de store attraktioner i Nordøerne og kommer fra en sagnomspunden legende (Eventyr el. sagn) der udspiller sig i Mikladalur.

Sæler stammer oprindeligt fra mennesker, der har begået selvmord ved at kaste sig i havet. En gang om året, på Helligtrekongers aften, kommer de op af vandet, smider hammene og danser og fester nøgne rundt på stranden som mennesker hele natten. En bondesøn fra Mikladalur havde hørt om dette, og var taget ned for at se på. Han gemte sig bag en klippe og mens han lå der, så han en udsædvanlig smuk pige smutte ud af sin sælham, og han blev forelsket med det samme. Han noterede sig hvor hun lagde hammen, sneg sig over, snuppede den og gemte sig igen bag klippen. Da dagen begyndte kunne sælkvinden ikke finde sin ham, men fik lige før solen stod op færden af den hammen hos den unge mand og måtte gå til ham. Han ville ikke give hende hammen tilbage, han gik hjem og hun havde intet andet valg end at gå med. Den unge mand tog sælkvinden til sig, og de levede godt sammen som andre gifte par. Hele tiden holdte sælhammen  gemt væk fra kvinden i en aflåst kiste. En dag var manden ude at fiske, og opdagede at han havde ladet nøglen ligge derhjemme. Da han kom hjem var konen forsvundet. Hun havde slukket ildstedet og gemt alle skarpe genstande, så der ikke skulle ske børnene noget. Herefter var hun løbet ned til stranden, havde taget hammen på og var sprunget i vandet. I vandet kom en hansæl hun plejede at være sammen med hen til hende med det samme og de svømmede bort sammen. I alle disse år havde han ligget der og ventet. Sidenhen, når sælkvindens børn kom ned til stranden, plejede en sæl at stå ude i vandet og se på dem. Det var den almindelige opfattelse af dette måtte være deres mor. Engang bygdens mænd skulle på sælfangst, kom sælkvinden i en drøm, for at sige til manden at de skulle holde sig fra hendes sælmand og -børn. Manden ignorerede drømmen og da byttet blev delt mellem mændende, fik han hansælen samt lufferne af hvalpene. Han koger kødet til aftensmad for sig og børnene. Sælkvinden kommer tilbage, denne gang i skikkelse af en frygtindgydende trold og lover blodig hævn. Hun ligger en forbandelse over dem, der gør at mænd fra Mikladalur skal forlise på havet og falde ned fra bjergene indtil så mange er døde, at hvis de hinanden i hånden ville de kunne danne en kæde hele vejen rundt om Kallsoy. 

Statuen står et rigtig smukt sted, med en flot udsigt til Kunoy. Her spiste vi vores frokost, med en fantastisk udsigt, og lyden af vandfald bag os. Vi gik lidt rundt i bygden og lidt højere op, og fik en fantastisk udsigt over bygden, havet og Kunoy.

Da bussen kørte tilbage, ramte vi lige som færgen skulle have sejlet. Desværre var den forsinket, og også så forsinket at vi ikke nåede vores bus i Klaksvik, selvom vi løb op til busstoppet.

Nu var gode råd dyrere og OL finalen var i fuld gang. Heldigvis var en Café (muligvis Klaksviks eneste) åbnet og vi kunne sidde derinde og streame kampen på min telefon (Thank God for gratis Wifi). Beget beherskede i vores tilråb, heppede vi alt hvad vi kunne, og prøvede at holde nerverne inden i, selvom det var svært. Vil ville have købt noget at spise, men desværre var køkkenet lukket (5 kvarter før cafeen i sig selv lukket – Klaksvik ville bare ikke tjene penge på os), så vi endte med at drikke en sodavand i stedet.

Da Danmark havde vundet GULD(!!!!!!) og vi var kommet os over den spændende kamp var det afsted mod dagens sidste bus-afgang til Tórshavn, mens vi fortsat streamede alle spillernes kommentarer og hoppede lidt op og ned af glæde over DK’s sejr.

I bussen på vej hjem så vi medaljeoverrækkelsen og sang lige så stille med på nationalsangen mens vi så flaget ryge til tops.

Alt i alt har det været en helt fantastisk dag (og sidste fridag), på trods af en lidt skuffende Klaksvik. Vejret var fantastisk flot, varmt og klart, vi har oplevet overvældende færøsk natur og Danmark vandt OL-guld i Håndbold. Kunne man ønske sig mere?

De næste dage kommer til at gå med klinik, og de sidste ærinder inden vi vender snuden hjemad igen på lørdag, meeeen mon ikke der kommer en lille opdatering mere og en status til sidst?

Følg med, det skal nok blive underholdende.

KH Maja

Jeg beklager at der har været stille lidt længe herinde, men vi har den sidste uges tid haft ret meget at se til. Vi gør hvad vi kan for at komme ud og opleve så meget som muligt. Så her kommer der lige et lille re-cap af hvad vi har lavet den sidste uges tid.

Mandag d. 8/8

Efter klinik tog vi bussen op til Nordens Hus, som er et nordisk kulturhus, der byder på mange forskellige kunstarter. Her var der en gratis-koncert med nogle færøske sangerinder, Kata. Det var nogle helt fantastisk smukke a capella arrangementer over bl.a. traditionelle færøske sange, og andre lækre ting. Alt i alt en rigtig god koncert, også selvom man ikke forstod så meget. 😉 Derefter drak vi kaffe og spise kage i Husets café SMAKKA, inden resten af aftenen bare blev brugt på hygge og en lille fin aften gåtur

Tirsdag d. 9/8

Den kulturelle streak fortsatte tirsdag, da vi gik op til den kirke der ligger tæt på sygehuset. En super flot kirke, der er bygget, så det ellers simple alter, bliver badet i et helt fantastisk ovenlys. En rigtig flot og anderledes kirke, der trods sit nyere udseende, stadig var meget stilet og fik den helt rigtige kirke-stemning frem. Efter kirken gik vi op til den gammel kirkegård der ligger lidt længere nede af vejen. Sjovt med sådan en kirkegård der ikke længere bliver brugt, og naturen lidt bare får lov til at råde.

Da vejret var lækkert valgte vi at tage ud og træne, som blev afsluttet med en tur i havet. Super frisk, og super koldt sådan et Atlanterhav. Emma er en habil helårsbader så hun sprang ud i det, mens jeg liiiiiige skulle overtale mine fødder lidt mere. Men da man først var i var det lækkert, og bagefter var det super skønt. Efterfølgende var det op i varmen og spise suppe mens vi så håndbold.

Onsdag d. 10/8

Onsdag var vi på Slættaratindur. I kan læse om oplevelsen og se billeder derfra HER.

Torsdag d. 11/8

Dagen blev efter klinik brugt på at gå lidt rundt i Tórshavn, hvor vi var oppe ved et udkigspunkt med fin udsigt udover byen og havnen. Bagefter gik vi ned til centrum, købte 2 lækre pizzaer og gik tilbage på værelset for at se håndbold og smovse.

Fredag d. 12/8

Fredag havde vi planlagt en helikopter tur til bygden Froðba på Suðuroy (hvor vi også var sidste lørdag) for så at gå tilbage til færgen, og tage den tilbage til Tórshavn. En fin mulighed for at se Færøerne fra luften. Desværre blev turen aflyst pga. dårligt vejr. I Tórshavn var vejret egentligt fint, men desværre var det tåget der for helikopteren skulle komme fra, så den kom slet ikke i luften.

Lidt slukøret måtte vi finde på noget andet at lave. Vi endte med at tage i svømmehallen, hvor der blev brugt mest på at slappe af og pleje ømme muskler i saunaen. Efterfølgende var vi på Etika for at spise Sushi. Det er nok den lækreste Sushi jeg har fået, og det til helt rimelige priser. Super lækkert at de bruger færøsk fisk til alle deres retter, og de er ikke fedtede med den.

Efterfølgende endte vi på den hyggelige Café Natur, hvor vi drak et par øl.

Lørdag d. 13/8

Lørdag gik turen i sommerhus i Gásadalur og en lille vandretur omkring et vand (som en sø hedder heroppe). Læs om det HER

Søndag d. 14/8 

Søndag gik turen til Mykines = Fuglemekka. Læse om det HER

Mandag d. 15/8 

En lidt sløv dag i klinik, efter en lækker weekend. Dagen gik med klinik, afslapning og lidt let shopping i Tórshavn. Derefter stod den på OL, lækre laksemadder og løb i det gode vejr.

Tirsdag d. 16/8

Idag har vejret været helt fantastisk, og da vi alle var forholdsvis tidligt færdige i klinik valgte vi at tage på en lille vandretur, til kongevarderne. 3 store varder der står på toppen af fjeldet Kirkjubøreyn, der ligger bag Tórshavn. Fjeldet er 351 m højt, og så vidt vi lige kunne spejde, står varderne på det højeste punkt. Turen derop var rigtig fin, og i et okay terræn. Vi kom forbi en lille fin sø. Hele vejen op, hvergang man vender sig om har man den skønneste udsigt over Tórshavn og udover vandet hvor Nólsoy ligger. Pga. det klare og flotte vejr, kunne man se langt. Og varmt var det også blevet. Det sidste stykke op til toppen er mest store sten og klipper, hvor man skal “klatre” lidt opad.

På toppen var der en helt fantastisk udsigt og en lækker ro. Det er helt fantastisk at sidde og kigge udover en by, og se hvordan livet dernede suser forbi samtidig med at det er helt stille.

Da vi kom tilbage til værelset, havde vi gået omkring 20.000 skridt, og resten af aftenen er bare blevet brugt på afslapning og OL.

Vi bevæger os nu ind i den sidste halvanden uge af vores ophold, og det er med at få det hele med!

Stay tuned – der kommer helt sikkert flere oplevelser, og jeg lover at de kommer med lidt bedre flow det næste stykke tid.

KH Maja.

Efter en god nats søvn i sommerhuset, stod vi forholdsvis tidligt op for at spise morgenmad og smøre nogle store madpakker til dagens udflugt. Tågen fra i går var lettet over natten, og vi kunne lige pludselig se den skønne udsigt der er fra bygden. Vi har i en lille uges tid haft planlagt at vi skulle til Mykines, som er et absolut must-see når man er på Færøerne. Mykines er den vestligste ø på Færøerne og har et areal på 10 km2 (medregnet 86 holme og skær). Der ligger en enkelt bygd, Mykinesbygden, med omkring 20 indbyggere. Helt indtil første halvdel af det 20. århundrede var Mykines en af de største kommuner på Færøerne, men på grund af øens isolerede beliggenhed er den langsomt blevet affolket. Der er dog mange der vender tilbage i sommermånederne og bor forfædrenes huse.

På vej ud til bygden Sørvágur (hvor der er færgeforbindelse til Mykines) stoppede vi ved et vandfald der, sammen med den flotte udsigt, trækker mange turister til Gásadalur. Vi kunne ikke se vandfaldet rigtigt i går pga. vejret, så det var helt fantastisk at se og opleve den smukke udsigt i dag. Man står lidt nede af nogle trapper, ved et hejseværk ned mod havet, der blev brugt til hav-transport til og fra bygden før tunnellen kom. Herfra har man den smukkeste udsigt med vandfald, bygden og Árnafjall, der med sine 722 meter er Vágars højeste fjeld.

Da vi havde nydt udsigten dog vi videre mod færgen. Her sluttede Billas kæreste, Tróndur, sig til selskabet og vi var nu alle 6 klar til en dag fuldt med oplevelser. Selve sejlturen derud, kan være hård hvis ikke man er søstærk. Der er meget åbent atlanterhav på vej derud, og det går i en okay fart henover bølgerne. Nogle af os synes det var meget sjovt og rart at blive blæst igennem, mens andre havde det knap så sjovt. De vi nåede Mykines kunne man begynde og fornemme det enorme fugleliv, der er derude. Hele vejen langs øen er høje klipper, der udgør tilholdssted for rigtig mange fugle. Bare sejlturen langs øen til bygden var rigtig flot.

De vi igen havde fast land under fødderne, skyndte vi os at drage op af fjeldet og ud mod Mykineshólmur (Mykines Holmen) hvor fuglelivet skulle være helt fantastisk. Vejen op er et fint terræn og ikke en voldsom hurtig stigning men pga. den hurtigt fortættende tåge, blev det en hård tur som astmatiker. Heldigvis var jeg omgivet af gode og forstående med-vandrere og nogle gode pauser gjorde det lige pludseligt fremkommeligt. Heldigvis lettede tågen igen ret hurtigt, og da vi var noget toppen af fjeldet, begyndte det vilde fugleliv. Den første Lunde (også kaldet søpapegøje) blev spottet og vi var så optaget af den ene, at det først lidt efter gik op for os, hvor mange der egentligt sad lige nedenfor hvor vi stod. Det er en helt fantastisk sød fugl, der i sin fine dragt står i flot kontrast til de grønne græsfjelde. Turen videre mod Mykineshólmur bød på så vandvittig mange Lunder der sad på fjeldet, fløj over hovederne på os, og poppede ind og ud af deres små huler i fjeldet. Ligemeget hvor man vente hovedet var der Lunder og man kunne ikke andet end at blive helt fantastisk glad i hovedet af de smukke fugle.

Mykineshólmur er forbundet til resten af Mykines med 35 m lang en stabil bro, der hænger frit over vandet. Vejen derned gå på den stejleste fjeldsider ad nogle klippetrapper hvor der er gelænder at holde fast i, men ned langs siden hvor lunderne bor i tusindvis, går man af en græsskråning der mest af alt minder om en mudderpøl. Når det går nedad, og der er huller i jorden fra Lundeboliger er det med at være varsom. Med kamera i hånden og lidt som Bambi på glatis, gled jeg et par gange, men som den gentleman han nu engang er, kom Tróndur til undsætning med en støttende hånd og en god guide til hvor jeg kunne træde, så jeg ikke fik mere mudder på bukserne en højest nødvendigt. Heldigvis var det ikke de store fald, og der skete ikke noget, men man skal være forberedt på at det kan ske.

På broen har man et fantastisk udseende til klipper op langs øen og holmen hvor der også er et rigt fugleliv. Her er det bl.a. mallemukkerne der dominerer. Holmen er ca. 1 km lang og virker som en helt andet oplevelse. Når man går ud mod det vestligste punkt, (som både er det vestligste punkt på Færøerne, den vestligste del af Europa på sidde breddegrader, og faktisk ligger i en helt anden tidszone), går man af græsstier, hvor der er mange får og næsten ingen fugle. Det virker som en kæmpe kontrast fra det man lige kommet fra.

Helt ude på den vestligste spids ligger et lille fyrtårn, og her valgte vi at holde frokost-pause, mens vi sad og spejdede ud over Atlanterhavet og med udsigt til Færøernes eneste Sulekoloni. Her fløj der fugle om hovederne på os, og selvom der var flere andre vandrere der også holdt pause derude, sad man med en fred og indre stilhed, som var man helt alene i verden.

Turen tilbage gik forholdsvis smertefrit, og igen blev vi blæst bagover af de mange, mange fugle der både sad på fjeldet og fløj omkring os i luften. På vej op fra broen blev det igen meget tåget, men med nogle gode pauser gik det.

Da vi kom tilbage i bygden havde vi stadig omkring 2 timer til vi skulle retur med færgen, men vejret fordrede ikke ligefrem til mere vandring. Der ligger en lille Café, men pga. alle de andre turister på samme tur som os, var der helt booket op. Vi endte på en bænk, hvor vi sad og spiste nogle medbragte vafler.

På vej med færgen over, og også på fjeldet på vej ned, stødte vi på et kendt ansigt fra Sygehuset, Janus der var på tur med en dansk veninde Tilde. Janus er medicin studerende fra Færøerne og har haft vikariat på sygehuset. Nu havde han lige et par dage som turist inden turen gik retur til DK. Han familie har sommerhus på Mykines, og da han og Tilde kom tilbage til bygden inviterede de på kaffe i sommerhuset. Super lækkert at komme indenfor lige og få varmet kroppen inden vi skulle tilbage med færgen. Et charmerende lille sted de havde, med græs på taget, og en (næsten færdig) sauna i kælderen. Et vandvittig idyllisk sted, hvor det først efter en times tid går op for en, at den græsvold man har siddet og kigget ud på, faktisk er taget på nabohuset. Det er sjovt som man kan blive snydt. 🙂

Turen med færgen hjem gik smertefrit, og pga. bedre vindforhold sejlede vi en anden vej end derud, så vi fik set lidt mere smuk natur.

På havnen hilste vi af med Billa, Tróndur og Vibe, inden vi kørte tilbage til sommerhuset for at spise rester og pakke sammen.

Alt i alt har det været en helt fantastisk weekend, med masser af grin, gode oplevelser og helt ubeskrivelig flot natur. Jeg er bange for at billederne ikke gør oplevelserne ret, men til gengæld lover jeg at der er mange 😉

KH Maja.

 

Lørdag startede lidt sløvt efter en festlig fredag aften.

Omkring middagstid kom Guðrun og hentede os, og så gik turen ellers mød øen Vágar og bygden Gásadalur (Gåsedalen) hvor hendes bedsteforældres sommerhus ligger. På vejen havde hun hentet sin veninde Billa og hendes danske studie-veninde Vibe. Afsted i bilen med os 5 og så var der ellers en weekend fyldt med hygge, lækre oplevelser og fantastisk samvær i vente.

Desværre var vejret ikke så flot som sidst vi var i Gásadalur (da vi kom ind den første dag), og det var svært egentligt at se hvor flot der er, pga. alt tågen. Vi gjorde pitstop i Miðvágur for at handle til weekenden, og lige ved siden af supermarkedet lå en af landets 7 forretninger der sælger spiritus. Rúsdrekkasøla Landsins (eller bare Rúsan) har monopol på at sælge alkohol på Færøerne, så man kan ikke bare gå i sit lokale supermarked og købe øl eller vin. Rúsdrekkasølan har eksisteret siden 1992. Før det var der forbud mod salg af stærkt alkohol på Færøerne, bortset fra i lukkede ølklubber. Færinger fik et alkoholkort, når de fyldte 18 år, som gav dem tilladelse til at bestille 12 flasker af stærk alhohol pr. kvartal. De bestilte fra Danmark og flaskerne ankom i flamingokasser til de lokale posthuse. Færinger kaldte det at “løse ud” (loysa út), når de gik ind på posthuset for at hente brændevin, som de havde bestilt fra Danmark. Personer som skyldte skat fik ikke lov til at bestille alkohol, det var før Færøerne havde fået kildeskat. I dag kan man købe det i de 7 Rúsan forretninger, som primært har åbent om eftermiddagen i hverdagene og om formiddagen lørdag. Det gælder altså om at have forberedt sig inden div. festligheder. Den var vidst aldrig gået i DK 😉

Da vi ankom til sommerhuset (af en anseelig størrelse) valgte vi at bage vafler og hygge lidt indenfor i håb om at tågen lettede, og heldigvis gjorde den da også det.

Vi trak i traveskoen og kørte tilbage til Miðvágur og til Færøernes største indsø. Den hedder både Sørvágsvatn og Leitisvatn (alt efter hvilken af bygderne på hver sin side af vandet man spørger). Det er noget af det eneste jeg før vores tur herop, har sat mig ind i, da jeg forelskede mig i et billede af søen udefra. Søen afvandes af åen Bøsdalaá og vandfaldet Bøsdalafossur, hvorefter det løber ud i Atlanterhavet.

Gåturen langs søen er rimelig tilforladelig. Det er ca. en 5 km tur ud og hjem, terrænet er næsten helt jævnt (græs og sten), og der er ingen stigning (medmindre man vælger at gå op til Trælanípa i 142 m. højde). Man opdager ikke at man faktisk er 30 m. over havets overflade, før man kommer ud til enden af søen og kan fornemme det store vandfald der bruser ud over kanten. Det var en helt fantastisk oplevelse, men når man kommer derud skal man være lidt varsom, for i sin iver efter at se vandfaldet fra den bedste vinkel, kan man let miste overblikket over hvor man skal træde og hvor langt der egentligt er ned. Vi kom heldigvis allesammen med hjem i god behold.

Når der ikke er så meget vand som der var i lørdags, kan man komme over Bøsdalaá og der skulle efter sigende være en fantastisk udsigt. Det må vente til en anden gang.

Tilbage i Gásadalur blev der lavet mad, spillet Uno og hygget til den helt store guldmedalje.

Alt i alt en rigtig lækker dag.

KH Maja

 

I dag har stået på ren afslapning hele dagen.

Hele natten har det regnet, og da vi stod op i morges øsede det stadig ned. Vi blev derfor hurtigt enige om at det nok bare var en inde og slappe af søndag. Ovenpå dagen i går, gjorde det nu heller ikke så meget.

Som bekendt er OL begyndt, og der er allerede nu masser af danskere i spil. Det er tidspunkter som disse man er glad for at have internet og adgang til tv2.play, så man kan følge lidt med. Dagen er egentligt gået med at slappe af, kigge de flotte billeder fra i går, høre på regnen og følge lidt med i OL hist og her.

Efter frokost vågede vi os ud i vejret, for at handle ind til aftensmad og hvad vi nu lige manglede til i morgen. Det var en frisk tur med masser af regn i ansigtet.

Tilbage på værelset kunne vi se hvordan tågen lige pludselig kom ind over landet og man kunne næsten ikke se nabo-bygningen.

Efter en 30-60 minutters tid, drev det over det blev mere klart end det har været hele dagen. Regnen ophørte og det virkede egentligt rigtig fint. Vi besluttede at vi nok efter maden skulle ud og luftes lidt igen.

Vi spiste og heldigvis valgte Færøsk tv at sende DR ligesom der blev sendt Håndbold kamp, så der kunne vi jo passende heppe med, mens vi spiste vores suppe (menu valgt ud fra vejret).

Guðrun skrev og spurgt om vi ville med på Biltur. Bare køre lidt rundt og kigge på Tórshavn. Det var begyndt at blæse ret godt op, så en biltur lød fristende frem for selv at gå for meget rundt.

Vi kørte op til Skansin, et udsigtspunkt nede ved havnen, hvor man har en fin udsigt over havnen, havet og Nólsoy. Her gik vi lidt rundt og kiggede, og Guðrun, som den gode guide hun nu engang er, fortæller historier om hvordan hvilke bygninger der er blevet brugt som fængsler tidligere, hvordan man kunne blive ø-forvist hvis man havde gjort noget meget slemt, og blev sat til at leve resten af sine dage, alene på en ø.

Vi kørte videre og så hvor Guðrun har gået i gymnasiet, og ud til Hoyvík hvor Føroya Fornminnissavn (Færøernes nationalmuseum / historisk museum) ligger. Det er et fint område, hvor der kommer mange forbi, da det er et oplagt sted at bade. Emma havde også badetøjet med, men da det til aften blæste ret meget op, valgte hun at det måtte blive en anden dag. Når man går af en lille græssti, ved siden af kajen hvor man ka bade fra, kommer man til Heljarayga (Helvede øje) hvor det suger og sprøjter i takt med dønningen fra et hul i klippen til havet. Et sagn siger at der ligger en børne-spisende drage nedenunder og det er den man kan se trække vejret. Guðrun mener dog, at det mest er noget man har sagt for at børn ikke skulle gå for tæt på, og falde i. Der var godt gang i den, og vinden har helt sikkert hjulpet til med at det så vildere ud, end det plejer.

Turen tilbage gik gennem midtbyen, og med en vindstyrke på omkring 16 m/s (stiv kuling) er vi nu godt og grundigt blæst igennem til at sove.

I morgen venter endnu en dag på sygehuset, når vi tager hul på 2. klinik-uge!

Godnat herfra.

KH Maja