Efter en god nats søvn i sommerhuset, stod vi forholdsvis tidligt op for at spise morgenmad og smøre nogle store madpakker til dagens udflugt. Tågen fra i går var lettet over natten, og vi kunne lige pludselig se den skønne udsigt der er fra bygden. Vi har i en lille uges tid haft planlagt at vi skulle til Mykines, som er et absolut must-see når man er på Færøerne. Mykines er den vestligste ø på Færøerne og har et areal på 10 km2 (medregnet 86 holme og skær). Der ligger en enkelt bygd, Mykinesbygden, med omkring 20 indbyggere. Helt indtil første halvdel af det 20. århundrede var Mykines en af de største kommuner på Færøerne, men på grund af øens isolerede beliggenhed er den langsomt blevet affolket. Der er dog mange der vender tilbage i sommermånederne og bor forfædrenes huse.

På vej ud til bygden Sørvágur (hvor der er færgeforbindelse til Mykines) stoppede vi ved et vandfald der, sammen med den flotte udsigt, trækker mange turister til Gásadalur. Vi kunne ikke se vandfaldet rigtigt i går pga. vejret, så det var helt fantastisk at se og opleve den smukke udsigt i dag. Man står lidt nede af nogle trapper, ved et hejseværk ned mod havet, der blev brugt til hav-transport til og fra bygden før tunnellen kom. Herfra har man den smukkeste udsigt med vandfald, bygden og Árnafjall, der med sine 722 meter er Vágars højeste fjeld.

Da vi havde nydt udsigten dog vi videre mod færgen. Her sluttede Billas kæreste, Tróndur, sig til selskabet og vi var nu alle 6 klar til en dag fuldt med oplevelser. Selve sejlturen derud, kan være hård hvis ikke man er søstærk. Der er meget åbent atlanterhav på vej derud, og det går i en okay fart henover bølgerne. Nogle af os synes det var meget sjovt og rart at blive blæst igennem, mens andre havde det knap så sjovt. De vi nåede Mykines kunne man begynde og fornemme det enorme fugleliv, der er derude. Hele vejen langs øen er høje klipper, der udgør tilholdssted for rigtig mange fugle. Bare sejlturen langs øen til bygden var rigtig flot.

De vi igen havde fast land under fødderne, skyndte vi os at drage op af fjeldet og ud mod Mykineshólmur (Mykines Holmen) hvor fuglelivet skulle være helt fantastisk. Vejen op er et fint terræn og ikke en voldsom hurtig stigning men pga. den hurtigt fortættende tåge, blev det en hård tur som astmatiker. Heldigvis var jeg omgivet af gode og forstående med-vandrere og nogle gode pauser gjorde det lige pludseligt fremkommeligt. Heldigvis lettede tågen igen ret hurtigt, og da vi var noget toppen af fjeldet, begyndte det vilde fugleliv. Den første Lunde (også kaldet søpapegøje) blev spottet og vi var så optaget af den ene, at det først lidt efter gik op for os, hvor mange der egentligt sad lige nedenfor hvor vi stod. Det er en helt fantastisk sød fugl, der i sin fine dragt står i flot kontrast til de grønne græsfjelde. Turen videre mod Mykineshólmur bød på så vandvittig mange Lunder der sad på fjeldet, fløj over hovederne på os, og poppede ind og ud af deres små huler i fjeldet. Ligemeget hvor man vente hovedet var der Lunder og man kunne ikke andet end at blive helt fantastisk glad i hovedet af de smukke fugle.

Mykineshólmur er forbundet til resten af Mykines med 35 m lang en stabil bro, der hænger frit over vandet. Vejen derned gå på den stejleste fjeldsider ad nogle klippetrapper hvor der er gelænder at holde fast i, men ned langs siden hvor lunderne bor i tusindvis, går man af en græsskråning der mest af alt minder om en mudderpøl. Når det går nedad, og der er huller i jorden fra Lundeboliger er det med at være varsom. Med kamera i hånden og lidt som Bambi på glatis, gled jeg et par gange, men som den gentleman han nu engang er, kom Tróndur til undsætning med en støttende hånd og en god guide til hvor jeg kunne træde, så jeg ikke fik mere mudder på bukserne en højest nødvendigt. Heldigvis var det ikke de store fald, og der skete ikke noget, men man skal være forberedt på at det kan ske.

På broen har man et fantastisk udseende til klipper op langs øen og holmen hvor der også er et rigt fugleliv. Her er det bl.a. mallemukkerne der dominerer. Holmen er ca. 1 km lang og virker som en helt andet oplevelse. Når man går ud mod det vestligste punkt, (som både er det vestligste punkt på Færøerne, den vestligste del af Europa på sidde breddegrader, og faktisk ligger i en helt anden tidszone), går man af græsstier, hvor der er mange får og næsten ingen fugle. Det virker som en kæmpe kontrast fra det man lige kommet fra.

Helt ude på den vestligste spids ligger et lille fyrtårn, og her valgte vi at holde frokost-pause, mens vi sad og spejdede ud over Atlanterhavet og med udsigt til Færøernes eneste Sulekoloni. Her fløj der fugle om hovederne på os, og selvom der var flere andre vandrere der også holdt pause derude, sad man med en fred og indre stilhed, som var man helt alene i verden.

Turen tilbage gik forholdsvis smertefrit, og igen blev vi blæst bagover af de mange, mange fugle der både sad på fjeldet og fløj omkring os i luften. På vej op fra broen blev det igen meget tåget, men med nogle gode pauser gik det.

Da vi kom tilbage i bygden havde vi stadig omkring 2 timer til vi skulle retur med færgen, men vejret fordrede ikke ligefrem til mere vandring. Der ligger en lille Café, men pga. alle de andre turister på samme tur som os, var der helt booket op. Vi endte på en bænk, hvor vi sad og spiste nogle medbragte vafler.

På vej med færgen over, og også på fjeldet på vej ned, stødte vi på et kendt ansigt fra Sygehuset, Janus der var på tur med en dansk veninde Tilde. Janus er medicin studerende fra Færøerne og har haft vikariat på sygehuset. Nu havde han lige et par dage som turist inden turen gik retur til DK. Han familie har sommerhus på Mykines, og da han og Tilde kom tilbage til bygden inviterede de på kaffe i sommerhuset. Super lækkert at komme indenfor lige og få varmet kroppen inden vi skulle tilbage med færgen. Et charmerende lille sted de havde, med græs på taget, og en (næsten færdig) sauna i kælderen. Et vandvittig idyllisk sted, hvor det først efter en times tid går op for en, at den græsvold man har siddet og kigget ud på, faktisk er taget på nabohuset. Det er sjovt som man kan blive snydt. 🙂

Turen med færgen hjem gik smertefrit, og pga. bedre vindforhold sejlede vi en anden vej end derud, så vi fik set lidt mere smuk natur.

På havnen hilste vi af med Billa, Tróndur og Vibe, inden vi kørte tilbage til sommerhuset for at spise rester og pakke sammen.

Alt i alt har det været en helt fantastisk weekend, med masser af grin, gode oplevelser og helt ubeskrivelig flot natur. Jeg er bange for at billederne ikke gør oplevelserne ret, men til gengæld lover jeg at der er mange 😉

KH Maja.

Lørdag startede lidt sløvt efter en festlig fredag aften.

Omkring middagstid kom Guðrun og hentede os, og så gik turen ellers mød øen Vágar og bygden Gásadalur (Gåsedalen) hvor hendes bedsteforældres sommerhus ligger. På vejen havde hun hentet sin veninde Billa og hendes danske studie-veninde Vibe. Afsted i bilen med os 5 og så var der ellers en weekend fyldt med hygge, lækre oplevelser og fantastisk samvær i vente.

Desværre var vejret ikke så flot som sidst vi var i Gásadalur (da vi kom ind den første dag), og det var svært egentligt at se hvor flot der er, pga. alt tågen. Vi gjorde pitstop i Miðvágur for at handle til weekenden, og lige ved siden af supermarkedet lå en af landets 7 forretninger der sælger spiritus. Rúsdrekkasøla Landsins (eller bare Rúsan) har monopol på at sælge alkohol på Færøerne, så man kan ikke bare gå i sit lokale supermarked og købe øl eller vin. Rúsdrekkasølan har eksisteret siden 1992. Før det var der forbud mod salg af stærkt alkohol på Færøerne, bortset fra i lukkede ølklubber. Færinger fik et alkoholkort, når de fyldte 18 år, som gav dem tilladelse til at bestille 12 flasker af stærk alhohol pr. kvartal. De bestilte fra Danmark og flaskerne ankom i flamingokasser til de lokale posthuse. Færinger kaldte det at “løse ud” (loysa út), når de gik ind på posthuset for at hente brændevin, som de havde bestilt fra Danmark. Personer som skyldte skat fik ikke lov til at bestille alkohol, det var før Færøerne havde fået kildeskat. I dag kan man købe det i de 7 Rúsan forretninger, som primært har åbent om eftermiddagen i hverdagene og om formiddagen lørdag. Det gælder altså om at have forberedt sig inden div. festligheder. Den var vidst aldrig gået i DK 😉

Da vi ankom til sommerhuset (af en anseelig størrelse) valgte vi at bage vafler og hygge lidt indenfor i håb om at tågen lettede, og heldigvis gjorde den da også det.

Vi trak i traveskoen og kørte tilbage til Miðvágur og til Færøernes største indsø. Den hedder både Sørvágsvatn og Leitisvatn (alt efter hvilken af bygderne på hver sin side af vandet man spørger). Det er noget af det eneste jeg før vores tur herop, har sat mig ind i, da jeg forelskede mig i et billede af søen udefra. Søen afvandes af åen Bøsdalaá og vandfaldet Bøsdalafossur, hvorefter det løber ud i Atlanterhavet.

Gåturen langs søen er rimelig tilforladelig. Det er ca. en 5 km tur ud og hjem, terrænet er næsten helt jævnt (græs og sten), og der er ingen stigning (medmindre man vælger at gå op til Trælanípa i 142 m. højde). Man opdager ikke at man faktisk er 30 m. over havets overflade, før man kommer ud til enden af søen og kan fornemme det store vandfald der bruser ud over kanten. Det var en helt fantastisk oplevelse, men når man kommer derud skal man være lidt varsom, for i sin iver efter at se vandfaldet fra den bedste vinkel, kan man let miste overblikket over hvor man skal træde og hvor langt der egentligt er ned. Vi kom heldigvis allesammen med hjem i god behold.

Når der ikke er så meget vand som der var i lørdags, kan man komme over Bøsdalaá og der skulle efter sigende være en fantastisk udsigt. Det må vente til en anden gang.

Tilbage i Gásadalur blev der lavet mad, spillet Uno og hygget til den helt store guldmedalje.

Alt i alt en rigtig lækker dag.

KH Maja

Onsdag efter klinik gik vi hjem til Guðruns bedsteforældre, for at mødes med hendes forældre, der tog os med på en fantastisk vandretur på Slættarantindur, Færøernes højeste fjeld.

Fjeldet ligger på den nordlige del af Eysturoy (Østerø, Færøernes næst-største ø) og selve køreturen derop var helt fantastisk flot. De fleste veje ligger ud til vandet, så man har en helt fantastisk flot udsigt når man kører rundt heroppe. Der er altid noget nyt at se på, og selvom det måske er en tur man har kørt før, ser man nye ting hele tiden (i hvert fald som nysgerrig passager).

Vejret var rigtig flot, høj solskin og klart, så der var nok at nyde på vej derop. Det var tydeligt at vi nu var kommet til den del af Færøerne hvor de høje fjeld holder til, og da vores fantastiske guider pegede ligeud (OG OP) og sagde: ” Der er der vi skal op” kunne man ikke lade være med at føle et lille sug i maven, af spænding på den vandretur der ventede, og den udsigt der måtte vente på toppen.

Selve fjeldet er 882 meter, og turen går helt op på ryggen af fjeldet, hvor der er et fladt plateau hvorfor man kan nyde den (eftersigende) helt fantastiske udsigt. Turen derop starter ved Eiðisskarð, som er passet mellem bygderne Eiði og Funningur. Selve passet er ret højt i sig selv, og jeg vil gætte på at det “kun” er de sidste 400 højdemeter man skal gå op. Turen er ca. 5-6 km lang (op og ned) og tager omkring 2-3 timer (alt efter hvor mange pauser man skal bruge).

Selve turen op går af en delvis synlig græssti (alt efter hvor meget man freestyler derop af) indtil man når 670 meters højde, hvor der kommer en reel sti, der fører op til toppen. Det sidste del helt op er som en klippe-trappe hvor man skal kravle lidt for at komme op.

Turen op til stien var noget tung, da den har en ret stejl stigning. For en astmatiker (med lidt for meget på sidebenene) var det lidt en prøvelse, men heldigvis er der så pænt, at man kan nå og nyde udsigten, mens man får pusten. Da vi nåede stien, begyndte der desværre at komme skyer ind over fjeldet, og os. Emma og jeg har siden vi kom snakket om at vi gerne ville røre ved en sky, og det kom vi da også til. På trods af de skyede omstændigheder valgte vi at fortsætte til toppen, når nu vi alligevel var kommet så langt. På toppen kunne vi ikke se andet en plateauet, og alt andet rundt om var hvidt. Vi sad simpelthen på toppen af et fjeld, 882 meter over vandoverfladen, midt inde i en sky. Det var lidt mærkeligt at tænke på, men også lidt sejt. Desværre har de ikke den candyfloss agtige konsistens som man lidt håber på når man ser skyer fra et fly.

På toppen satte vi os for at spise noget af vores medbragte mad. Mens mad sidder der, kan man lige pludselige se udover kanten og ud på de fantastiske omgivelser, men før man får rejst sig op, kommet ud til kanten og taget et billede – er det tåget igen. Det er helt fantastisk så hurtigt det går. Vi havde godt hørt historier om det, men man tror ikke rigtig på det før man har oplevet det. Det skifter rent faktisk så hurtigt som de siger. Så selvom vi gik afsted i høj solskin og klart vejr, kom der på ingen tid skyer og tåge.

Mens vi sad på toppen kom Guðruns veninde Billa og hendes veninde (også en besøgende fra Danmark) og mødte os. Det var fedt at sidde så mange på toppen, spise vores medbragte madpakker og dele ud af snacks. Det er det vigtigste når man skal på vandretur, snacks, mad, drikke, varmt tøj og gode sko. Snacks er nok det vigtigste, man ved jo aldrig hvornår man sidder fast i en sky 😉

På toppen fortalte Guðruns mor om en tradition der er, for at færinger valfarter til Slættaratindur på årets længste dag d. 21 juni, hvor man gå op på toppen for at se solnedgangen og ca. 5 kvarter senere se solen stå op igen. Det må være helt fantastisk at sidde deroppe, og opleve at det aldrig rigtig bliver mørkt, og indenfor så kort tid opleve både en solnedgang og en solopgang. Desværre er vejret nogle gange i mod det, og man kan risikere at det er samme vejr, som vi oplevede – men ideen er meget sjov.

Efter en halv times tid på toppen valgte vi alle at gå nedad igen. Vejret var stadig ikke klart, så vi var glade for at have erfarne vandrere med til at guide vejen ned. På vej ned kommer man lige pludselig fri af skyerne, og får igen en helt fantastisk udsigt. Det er et fedt skifte mellem kun at kunne se frem nogle meter, til lige pludselig at kunne se andre fjelde, bygder, vand og ja endda andre øer. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan udsigten havde været på toppen hvis det havde været klart, men det er helt sikkert, at hvis jeg nogensinde kommer til Færøerne igen (som jeg bestemt påtænker), så er en tur på toppen i klart vejr, noget af det der står øverst på min To-Do liste.

Bilturen hjem gik forbi Funninger, hvor der også er en helt fantastisk udsigt over de nordlige øer. Køreturen tilbage til Tórshavn, var også flot som turen derop, men en helt anden fordi vejret havde skiftet til mere gråt og overskyet. Det er helt vildt hvad det gør ved fjeldene. De får en anden grøn farve, som faktisk også har sin charme. På intet tidspunkt har jeg oplevet at naturen ser “kedelig” ud. Det er bare forskellige nuancer, og dermed forskellige oplevelser alt efter vejret.

Jeg beklager at der ikke er så mange billeder fra turen, men det meste af mit fokus lå på bare at komme op, og på toppen var der mest hvidt 😉

Stay Tuned, forhåbentligt kommer der flere spændende beretninger (og nogle flotte billeder) fra andre fantastiske steder, i dette prægtige land.

KH Maja.

Dagen startede tidligt, da Emma og jeg allerede kl. 7.00 skulle med færgen til Suðuroy (Suderø), Færøernes sydligste ø, der ligger 2 timers færgetur fra Tórshavn. Vejret var helt fantastisk og allerede tidligt tegnede det til en rigtig god tur. Vi stod udenfor det meste af udsejlingen og nød den fantastiske udsigt over Tórshavn, Streymoy (hvor Tórshavn ligger) og Nólsoy, der ligger ud for. Det var så klart at vi kunne se ud til det fyrtårn på Nólsoy vi gik ud til sidste søndag. Det er sjovt at se tingene fra den anden side, og hvis man ikke synes man har tid til at være en hel dag på Suðuroy, kan det klart anbefales at tage færgen frem og tilbage, bare for at se øerne fra vandet. Specielt hvis vejret er så flot og klart som vi havde.

Vi indtog vores medbragte morgenmad (hjemmebagte boller) på færgen, men måtte hurtigt udenfor med kameraerne igen. Turen til Suðuroy går bl.a. forbi Stóra Dímun og Lítla Dímun. Lítla Dímun er den eneste ubeboede ø på Færøerne. Det er en fantastisk flot ø, og med sin stejle og koniske form, er det tydeligt at se hvorfor det kun er fugle og får der bor på den privatejede ø. En fantastisk flot ø, som man får en fed udsigt af fra færgen.

Efter 2 timer landede vi på Suðuroy, og begav os mod bygden Tvøroyri, ca. 5 km fra Drelnes, hvor man kommer ind med færgen. Der går busser mellem de to bygder, men da vi vidste vi skulle direkte på vandretur, kunne vi lige så godt få varmet benene op med en let gåtur.

Suðroy er en 32 km lang ø, og med et areal på 164,7 km2 er det en forholdsvis stor ø, som man ikke bare lige ser på en enkelt dag. Da vi gerne vil opleve lidt forskelligt heroppe, måtte vi nøjes med en dagstur til øen, og så må man jo vælge hvad man vil opleve. Vi havde læst om en vandretur der skulle være en af de smukkeste og mest unikke naturoplevelser på Færøerne, og da den udgår ca. derfra hvor man kommer ind med færgen, kunne det ikke passe bedre ind i vores planer.

Vandreturen til Hvannhagi starter ved sygehuset i Tvøroyri. Efter ca. 1,5 km gang kommer man til lågen til udmarken og der står et skilt som viser til Hvannhagi og her begynder stien. Der er ikke rigtig flere pejlemærker at gå efter, men da det er en forholdsvis velbevandret tur, bliver der automatisk dannet en sti, og man kan se sig ud af en vej. Det betyder dog ikke at man ikke godt kan komme lidt på afveje, og freestyle lidt, men når man synes det bliver ufremkommeligt og ikke helt kan passe, er det med lige at stoppe op, og kigge efter den reelle sti. Jeg tror kun det skete for os et par gange i løbet af turen, og vi fandt hurtigt stien igen når først vi var kommet på afveje 😉

Turen til Hvannhagi går primært af en græssti, og når man kommer op til toppen har man en storslået udsigt til Lítla Dímun, Stóra Dímun og Sandoy. Herfra går turen nedad af sten og klipper, indtil man igen følger græssti rundt om fjeldet. Her stod vi lige pludselig ansigt til ansigt med 2 væddere, der kom imod os på samme sti. De lignede ikke nogen der havde tænkt sig at flytte sig for os, og vi kunne ikke lige umiddelbart se hvordan vi skulle komme videre. Så er spørgsmålet om man skal tage vædderen ved hornene, eller man skal stikke halen mellem benene. Vi valgte at bevæge os lidt op ad fjeldet i håb om at komme over dem, og undgå yderligere konfrontation. Stierne er ikke særlig brede, og selv et lille puf kan gøre at man triller langt ned af den stenede græs-bakke. Heldigvis valgte de at løbe nedad da først vi var kommet over dem, og vi kunne komme tilbage på vores sti.

Efter dette spændende møde med naturens dyr, kom vi til den smukkeste lille sø, Hvannvatn, og vi havde nået dagens mål. Søen ligger omgivet af et hestesko-form af fjeld, der danner en helt lille gryde omkring. Det er meget afsides, og man skal lige vide at den er der, for at komme dertil, men når først man er der, kan den ikke undgås.

Helt paf over den skønne natur, slog vi os ned ved søen og nød stilheden og dyrelivet omkring søen. Den tiltrækker mange fugle, og fårene der går rundt på fjeldet omkring giver ekko når de bræger. Det var et helt fantastisk område, og vi blev hurtigt enige om, at det nok er et af de smukkeste steder vi har set. Vi nød vores frokost her, og følte os lidt som de eneste mennesker i hele verden. Der er ikke noget at sige til, at der er tale om at lave området til en nationalpark. Stedet bliver samtidig kaldt for et geologisk eldorado, da hele Hvannhagi er fyldt med interessante geologiske fænomener, som sten fra kæmpe laviner og stenskred der buldrede ned over stedet for flere tusind år siden.

Da vi endelig kunne løsrive os fra vores spot, tog vi turen rundt om søen inden vi begav os tilbage den samme vej vi kom fra. Man kan også tage den over en del af fjeldet, op gennem Frostgjógv, men der er eftersigende mange løse sten, og ikke en tydelig sti, så vi valgte den vej vi kendte. Her skulle vi dog klatre lidt for at komme op over sten og klipper, men når klatre-musen Emma viser vej, er det intet problem.

Turen til Hvannhagi og tilbage tager omkring 2 timer, er omkring 6 km, og kommer op i en højde omkring 200 m. Den er kropsligt krævende, og man skal ikke være bange for højder, men den er absolut anbefalelsesværdig.

Da vi kom tilbage til starten af stien begav vi os i roligt tempo ned til Tvøroyri. Vi sad på en lille bænk lidt oppe og nød den flotte udsigt over bugten. Da vores planlagte vandretur var overstået, og der stadig var nogle timer at slå ihjel inden færgen igen sejlede hjemad, valgte vi at gå på opdagelse i området. Vi gik ud af vejen og endte i Froðba, der ligger øst for Tvøroyri. Et sagn fortæller, at det er en ældste bygd på Færøerne. Her er der en flot udsigt over hele bugten, og vi fandt igen en bænk til at sidde og nyde det gode vejr, og de flotte omgivelser.

På vejen tilbage til Tvøryri faldt vi over en lille café, som vi havde læst om på færgen – Café Mormor. Her gik vi ind for at få en kop kaffe, og hvile fødderne inden dagens sidste 5 km skulle tilbagelægges til færgen. Det er en charmerende lille Café, med meget hjemlige omgivelser, der lidt gav indtryk af at man sad hjemme hos nogens bedstemor. Indretningen er inspireret af husets tidligere ejer, Laurine Christine Woxnæs født i Skagen i 1893, der som ung arbejde på Brøndum Hotel. Efter sigende skulle hun i sine unge dage have stået model for nogle af skagensmalerne, hun gik derfor under navnet “Mormor Skagen”. Caféen lever helt klart op til sit navn, og det var en meget lækker kaffe vi fik. De hjemmelavede kager så også meget lækre ud, og det hele er “Til vi ikke har mere”. I bedste mormor stil, valgte vi at blive siddende lidt og spille kort indtil det var tid til at begive sig mod færgen.

Turen tilbage til færgen blev mere og mere blæsende og vi blev enige om at det var et godt tegn til at tage hjem. På færgen spiste vi resten af vores mebragte madpakke, og spillede lidt mere kort. Tilbage i Tórshavn stod det ned i stænger, og på gåturen tilbage opdagede vi at Nólsoy, som tidligere havde stået så klart, nu var helt væk i tåge og dis, og at man kun kunne ane omkredsen fordi man vidste øen lå der. Det er helt fantastisk som vejret kan skifte så meget, og vi har på 1 dag oplevet alle 4 årstider – noget som man godt kan komme ud for heroppe. Derfor er det altid godt at være forberedt på lidt af hvert, for man hved ikke om, hvornår og hvor hurtigt det skifter.

Det har alt i alt været en helt fantastisk dag, med masser af skridt på kontoen (39.500 sagde tælleren da vi kom hjem), vind og sol i håret, samt en masse nye indtryk.

Stay Tuned for flere fantastiske oplevelser fra de smukke øer.

KH Maja.

Vi har nu haft 2 dage i klinik, og det er spændende at se hvordan tingene er lidt anderledes heroppe, og foregår i et lidt andet tempo. Det er fint som studerende, for man har tid til at sætte sig ind i tingene, så vi skal nok få 4 gode uger heroppe.

Vejret i dag har været helt fantastisk (læs solen skinnede og ingen regn) så vi havde besluttet at vi forholdsvis hurtigt efter klinik ville tage på en lille udflugt over et lille fjeld der ligger bag Tórshavn.

Turen til Kirkjubøur (Kirkeby) foregik med bus og tog godt 20 minutter inde fra midtbyen. Tórshavn har 2 busselskaber, hvor de røde busser kører indenfor Tórshavn kommune og er gratis at køre med. Det er en helt fantastisk mulighed for at komme rundt. Der er mange busstoppesteder og hvis man sætter sig lidt ind i bus-planerne, er det egentligt rimelig lige til.

Turen derud går ad nogle kringlede og til tider lidt stejle veje, gennem bygden Velbastaður. Det er en rigtig fin tur, men skal man køre den selv, er det med at have gode nerve og være en rimelig habil kører, da det ikke lige er til at holde ind til siden hvis der kommer en modkørende. Man kan dog godt komme til Kirkjubøur uden at køre gennem Velbastaður, men det er egentligt en meget smuk tur, men en flot udsigt, som alle kan nyde – endnu en god grund til at tage bussen.

Kirkjubøuer er en charmerende bygd på Streymoys sydvestkyst, hvor de fleste af husene er bygget i gammel stil. De fleste er sorte med røde vinduer/døre og med græs på taget. Det ser man ret mange steder, og i en lille bygd som denne er det egentligt ret fint, da det gør at husene ikke bryder det flotte landskab så meget. Vi gik en lille tur rundt i bygden, der har flere seværdigheder, fx Kirkjubømúrurin, som er en gammel kirkeruin, fra Færøernes tidligere domkirke.

Vi påbegyndte opstigningen og det var en noget lettere tur end på Nólsoy, med et mere vandre-venligt terræn primært bestående af græsbevokset og stenet vandresti. Stien er igen markeret af Varder og det er ligetil for alle aldre at tage turen. Vi Freestylede dog lidt i starten og kom ikke op hvor det er planlagt, men den indfødte kan godt lide at gå sine egne veje 🙂

Turen er super flot, og varer omkring 2 timer. Den er ca. 7 km og bliver kategoriseret som let. Fjeldet Kirkjubøkambur er 308 meter højt og er Streymoys sydligste fjeld. Selve vandreruten kommer op til omkring 230 m.

Fra fjeldet er der flot udsigt over flere af de andre øer, bl.a. Hestur og Koltur. Koltur er en lille ø, med et hus og en enkelt fastboende familie. Den har et lille fjeld og et højt fjeld og ligner lidt en svane der lige er landet på vandet. Der er rigtig god udsigt på hele turen, og den ændrer sig hele tiden alt efter hvor langt man er kommet op og hen.

Omtrent hvor ruten runder for at komme tilbage mod Tórshavn tog vi en lille snackpause med den flotteste udsigt. Vi kan sagtens vænne os til at de fleste måltider heroppe skal indtages med en udsigt.

Vi gik videre og kom til en talerstol bygget af sten. Den blev brugt til folkemøderne, der fra sigt i 1800-tallet blev holdt omkring på øerne med vajende faner, nationale taler og fædrelandssange digtet til lejligheden. Her holdte Emma lige tale til nationen der i dag bestod af Guðrun og jeg, og et par får hist og her. Talen var nu også mest rettet til fårene om at de skulle huske at betale skat og få sig en sundhedsforsikring. Alt i alt en god tale.

Vejen tilbage til Tórshavn giver den fineste udsigt over bygden og man får et indtryk af hvor langt op den strækker sig. Samtidig har man udkig til Nólsoy. Det er lidt sjovt at se tingene fra forskellige vinkler.

Tilbage fra fjeldet blev der provianteret de vigtigste fornødenheder, bl.a. chokolade til kommende vandreture. Man ved jo aldrig hvornår man bliver trængende og får vandre-abstinenser.

Det er helt sikkert en tur jeg godt kunne finde på at tage en anden gang, og hvis man ikke har noget imod at vente på en bus i Kirkjubøur vil jeg anbefale at man tager den modsat af vores tur, som de også anbefaler i vores vandre-bibel, da man her får den smukke udsigt over Hestur og Koltur på hele nedstigningen.

Vores vandre-bibel – Færøerne til fods – er et lille hæfte som vi har købt for 20 kr i turistinformationen. Den viser omkring 25 forskellige vandre-ruter på Færøerne og fortæller lidt om hvad man kan vente sig af sværhedsgrad, terræn, længde, varighed og max-højde.

I morgen står den igen på klinik, og så må vi se hvad ellers resten af ugen bringer.

Nyd billederne, det er selvfølgelig ikke ligesom at være der selv, men måske kan det give en lille smag på det.

KH Maja

Dagen i dag startede “tidligt” med morgenmad og smøring af madpakke, inden vi begav os mod havnen kl. 9, for at mødes med Guðrun og tage en færge ud til Nólsoy (Nolsø), en lille ø der ligger 5 km øst for Tórshavn. Det koster 40 kr at sejle tur-retur med færgen, og overgangen tager omkring 20 minutter. Der er mulighed for at have bil med, men der er ikke rigtig så meget at køre rundt efter på Nólsoy, så det er mere fastboerne der bruger at få deres bil med til Tórshavn.

Sejlturen i sig selv var rigtig flot, og det var sjovt at få set Tórshavn fra hav-siden. Her bliver det tydeligt, at det faktisk er en forholdsvis stor by, eller i hvert fald at den strækker sig over et langt areal.

På Nólsoy ville vi have været i turist-informationen for at få et kort, men da det er søndag, var der desværre ikke åbent. Guðrun talte med nogle lokale i en lille café, og med information derfra blev vi enige om at begive os mod sydspidsen af øen, hvor der står et lille fyrtårn. Om ikke andet kunne vi da vende om hvis vi ikke synes det var til at komme frem.

Selve Nólsoy er omkring 9 km lang og har et grundareal på omkring 10,3 km2 så det er en forholdsvis lang og smal ø. Øen har omkring 200 indbyggere der alle bor i den samme bygd, Nólsoy bygden.

Vi begav os derudad og ikke mindst opad. Fjeldet på Nólsoy er omkring 370 m højt, og næsten ved toppen er der en vandre-sti ud til sydspidsen hvor fyrtårnet står. Hele vejen derud står der varder – menneskeskabte stenstrukturer – der fungerer som landemærker. De viser vejen, og også kan være en hjælp i forhold til fast grund hvis sigtbarheden skulle nedsættes. På Færøerne ved man aldrig om og hvornår der evt. kommer tåge, og skulle de ske at tågen kommer ind over mens man er på hiking i fjeldene, så er der ikke andet at gøre end at sætte sig ned og vente på at den letter. Derfor er det altid en god idé at have rigeligt med mad og drikke, varmt tøj og evt. noget varmt at drikke med sig. Vi var da også forberedt på dette og havde vores Blandað Bomm (bland-selv-slik) med fra i går aftes.

Selvom sigtbarheden var god, og der var mange varder, kom vi til tider lidt Off Road, hvilket for mig resulterede i våde fødder og mudder lidt op af skinnebenet. Det gjorde dog ikke turen mindre smuk. Først udsigt ned over Nólsoy bygden, så udover vandet og til Tórshavn, udover det sydligste af Streymoy (Strømø) som er den ø Tórshavn ligger på, og til sidst ud over Sandoy (Sandø).

Da vi næsten var ved at give op, nåede vi endelig til Fyrtårnet, og hold op en udsigt derfra. I de flotteste omgivelser spiste vi vores medbragte madpakke, og nød bare naturen og den stilhed der var. Fyrtårnet Borðan har været meget vigtig for søfarten, og blev af forfatteren William Heinesen kaldt for “Tårnet ved Verdens ende”, og man kan på en måde godt forstå ham. Det kan være svært at forestille sig land sydligere når man står og kigger ud. Tårnet har desuden været brugt på færøske frimærker, og er et af de 10 tårne i den danske møntserie “Tårnmønter”.

Da vi havde spist begav vi os tilbage, og valgte denne gang at følge varderne lidt mere, hvilket også gjorde turen tilbage lettere. Dog endte jeg igen med våde fødder og lidt mere mudder, men terrænet var meget vekslende og til tider kunne det være svært at komme over små-søer og mos-områder uden at få lidt våde fødder, og hvis man skyder lidt forkert og synes at noget ser fast ud, kan man være uheldig og lande med benet i et vandhul. Jeg trøster mig med at vi på tilbagevejen mødte flere med samme mønster op ad benene.

På vej ned fyldte vi vandflasker ved et lille vandfald, og drak det mest fantastiske klare, kolde vand med den lækreste smag.

Omtrent 6 timer senere (3 derud, frokostpause og 2,5 tilbage), 30.000 skridt, 360 højdemeter og godt 15 km senere stod vi igen på havnen i Nólsoy bygden. Hele vejen ned havde Guðrun snakket om vafler hos den lille café, og Emma begyndte så småt at drømme om varm kakao, så med en time til den næste færge valgte vi at gå på café og forkæle os selv oven på dagens vandring. De lækreste hjemmelavede vafler, med hjemmelavet rabarberkompot og flødeskum og varm kakao / Café latte blev indtaget med stor velbehag.

Kl. 17.10 var vi tilbage i Tórshavn, hvor der blev handlet lidt og så har aftenen ellers bare stået på afslapning og plejning af ømme fødder.

Imorgen starter vi på sygehuset og vi glæder os helt vildt til at se hvad det er for noget. Samtidig glæder vi os også lidt til vi har fri, for så skal vi i turistinformationen og hente kort over alle de stier vi skal ud og vandre på!

Stay Tuned, der kommer flere eventyr snart.

KH Maja