Slættaratindur

Onsdag efter klinik gik vi hjem til Guðruns bedsteforældre, for at mødes med hendes forældre, der tog os med på en fantastisk vandretur på Slættarantindur, Færøernes højeste fjeld.

Fjeldet ligger på den nordlige del af Eysturoy (Østerø, Færøernes næst-største ø) og selve køreturen derop var helt fantastisk flot. De fleste veje ligger ud til vandet, så man har en helt fantastisk flot udsigt når man kører rundt heroppe. Der er altid noget nyt at se på, og selvom det måske er en tur man har kørt før, ser man nye ting hele tiden (i hvert fald som nysgerrig passager).

Vejret var rigtig flot, høj solskin og klart, så der var nok at nyde på vej derop. Det var tydeligt at vi nu var kommet til den del af Færøerne hvor de høje fjeld holder til, og da vores fantastiske guider pegede ligeud (OG OP) og sagde: ” Der er der vi skal op” kunne man ikke lade være med at føle et lille sug i maven, af spænding på den vandretur der ventede, og den udsigt der måtte vente på toppen.

Selve fjeldet er 882 meter, og turen går helt op på ryggen af fjeldet, hvor der er et fladt plateau hvorfor man kan nyde den (eftersigende) helt fantastiske udsigt. Turen derop starter ved Eiðisskarð, som er passet mellem bygderne Eiði og Funningur. Selve passet er ret højt i sig selv, og jeg vil gætte på at det “kun” er de sidste 400 højdemeter man skal gå op. Turen er ca. 5-6 km lang (op og ned) og tager omkring 2-3 timer (alt efter hvor mange pauser man skal bruge).

Selve turen op går af en delvis synlig græssti (alt efter hvor meget man freestyler derop af) indtil man når 670 meters højde, hvor der kommer en reel sti, der fører op til toppen. Det sidste del helt op er som en klippe-trappe hvor man skal kravle lidt for at komme op.

Turen op til stien var noget tung, da den har en ret stejl stigning. For en astmatiker (med lidt for meget på sidebenene) var det lidt en prøvelse, men heldigvis er der så pænt, at man kan nå og nyde udsigten, mens man får pusten. Da vi nåede stien, begyndte der desværre at komme skyer ind over fjeldet, og os. Emma og jeg har siden vi kom snakket om at vi gerne ville røre ved en sky, og det kom vi da også til. På trods af de skyede omstændigheder valgte vi at fortsætte til toppen, når nu vi alligevel var kommet så langt. På toppen kunne vi ikke se andet en plateauet, og alt andet rundt om var hvidt. Vi sad simpelthen på toppen af et fjeld, 882 meter over vandoverfladen, midt inde i en sky. Det var lidt mærkeligt at tænke på, men også lidt sejt. Desværre har de ikke den candyfloss agtige konsistens som man lidt håber på når man ser skyer fra et fly.

På toppen satte vi os for at spise noget af vores medbragte mad. Mens mad sidder der, kan man lige pludselige se udover kanten og ud på de fantastiske omgivelser, men før man får rejst sig op, kommet ud til kanten og taget et billede – er det tåget igen. Det er helt fantastisk så hurtigt det går. Vi havde godt hørt historier om det, men man tror ikke rigtig på det før man har oplevet det. Det skifter rent faktisk så hurtigt som de siger. Så selvom vi gik afsted i høj solskin og klart vejr, kom der på ingen tid skyer og tåge.

Mens vi sad på toppen kom Guðruns veninde Billa og hendes veninde (også en besøgende fra Danmark) og mødte os. Det var fedt at sidde så mange på toppen, spise vores medbragte madpakker og dele ud af snacks. Det er det vigtigste når man skal på vandretur, snacks, mad, drikke, varmt tøj og gode sko. Snacks er nok det vigtigste, man ved jo aldrig hvornår man sidder fast i en sky 😉

På toppen fortalte Guðruns mor om en tradition der er, for at færinger valfarter til Slættaratindur på årets længste dag d. 21 juni, hvor man gå op på toppen for at se solnedgangen og ca. 5 kvarter senere se solen stå op igen. Det må være helt fantastisk at sidde deroppe, og opleve at det aldrig rigtig bliver mørkt, og indenfor så kort tid opleve både en solnedgang og en solopgang. Desværre er vejret nogle gange i mod det, og man kan risikere at det er samme vejr, som vi oplevede – men ideen er meget sjov.

Efter en halv times tid på toppen valgte vi alle at gå nedad igen. Vejret var stadig ikke klart, så vi var glade for at have erfarne vandrere med til at guide vejen ned. På vej ned kommer man lige pludselig fri af skyerne, og får igen en helt fantastisk udsigt. Det er et fedt skifte mellem kun at kunne se frem nogle meter, til lige pludselig at kunne se andre fjelde, bygder, vand og ja endda andre øer. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan udsigten havde været på toppen hvis det havde været klart, men det er helt sikkert, at hvis jeg nogensinde kommer til Færøerne igen (som jeg bestemt påtænker), så er en tur på toppen i klart vejr, noget af det der står øverst på min To-Do liste.

Bilturen hjem gik forbi Funninger, hvor der også er en helt fantastisk udsigt over de nordlige øer. Køreturen tilbage til Tórshavn, var også flot som turen derop, men en helt anden fordi vejret havde skiftet til mere gråt og overskyet. Det er helt vildt hvad det gør ved fjeldene. De får en anden grøn farve, som faktisk også har sin charme. På intet tidspunkt har jeg oplevet at naturen ser “kedelig” ud. Det er bare forskellige nuancer, og dermed forskellige oplevelser alt efter vejret.

Jeg beklager at der ikke er så mange billeder fra turen, men det meste af mit fokus lå på bare at komme op, og på toppen var der mest hvidt 😉

Stay Tuned, forhåbentligt kommer der flere spændende beretninger (og nogle flotte billeder) fra andre fantastiske steder, i dette prægtige land.

KH Maja.