;
De sidste par dage har Tórshavns-tågen liggen som en tung dyne over os, og vi har efter klinik, ikke haft meget energi. Vejret har ikke indbudt til andet en Shopping og Café Besøg, så det er mest det vores Mandag og Tirsdag er gået med.
I dag skulle dog være anderledes, og vi valgte at trodse tågen – Eller rettere at flygte fra den.
Efter klinik lånte vi Guðruns bedsteforældres bil, og kørte nord på. Jo længere væk fra Tórshavn vi kom, des bedre var vejret, og da vi nåede vores endestation, Saksun, var der blå himmel og solskin. Fantastisk. Det var dejligt at se at der rent faktisk findes andet vejr end tåge, for selvom vi havde set solen i søndags, så glemmer man det hurtigt i alt den tåge 😉
Saksun kaldes i følge guidebøgerne en rigtig Naturperle. Den lille bygd ligger afsides på den nordvestlige del af Streymoy. Man kommer til bygden gennem en smuk ådal, hvor der ingen offentlig transport er til. Man skal altså enten selv køre (som vi gjorde), gå eller cykle de sidste 12 km fra Hvalvik.
Det første vi støtte på var den smukke Saksunarvatn, som er et populært sted for lystfiskere – og både da vi kom og da vi kørte igen stod der da folk med deres stænger og vaders. Åen fra vandet løber stejlt ned i dalen der skiller bygden i 2 dele med hver sin håndfuld huse, der klynger sig til fjeldvæggene. Dalen munder ud i en stor bugt, der er omringet af stejle fjeldsider.
Vi valgte at køre højre om åen og endte ude ved kirken og en 200 år gammel bondegård der i dag er brugt som museum. Kirken og bondegården bliver tit brugt som motiv på postkort, og er brugt som kulisser i flere film, bl.a. Nils Malmros’ filmatisering af Jørgen-Frantz Jacobsens roman “Barbara”. Vi stillede bilen og gik hele vejen tilbage til broen over, for at komme på venstre side af åen. Herfra han man nemlig, når man er kommet forbi bygden, ved lavvande gå hele vejen ud til havet for at se brændingen.
Heldigvis kom vi da vandet var ved at trække sig tilbage, og det var muligt for os at gå i det bløde sand hele vejen ud. Kun et enkelt sted måtte vi kravle lidt over nogle lave klippe-stykker for at undgå vandet. Guðrun som den viking (og indfødte indianer) hun nu engang er, tog den i bare tær og gennem hele sandet, og dyppede også lige fødderne i vand en enkelt gang. Det var fristende at hoppe i, men da ingen af os rigtig havde badetøj med, og kun 1 håndklæde til deling, blev vi enige om, at næste gang vi kommer derud er vi mere forberedte.
Ude ved havet er der en helt fantastisk atmosfære med høje fjeldsider til alle sider. Alle siderne er forskellige – den ene går der får og græsser, den anden flyver der fugle omkring og den tredje risler der stille vand ned fra. Det er helt fantastisk for forskellig naturen kan være, selvom man er præcis det samme sted. Mens solen stille gik om bag et fjeld, og nogle skyer, sad vi i stranden og spiste vores medbragte madpakker mens bølgerne slog ind over stranden og op af fjeldsiderne. Helt stille, uden egentligt at tale sammen, sad vi bare og nød. En helt fantastisk udsigt man kunne have nydt i flere timer, hvis ikke det var fordi det var begyndt at blive småkoldt.
Vi listede stille og roligt tilbage til bilen og vendte snuden mod Tórshavn. Da vi kom igennem en tunnel der er fra Tórshavn og ud til resten af Streymoy ramte tågen os igen. Man kører ind i godt vejr, og ud i dårligt vejr. Øv. Men det er lidt vildt at man ikke skal længere end 45-60 min kørsel nordpå for at få høj solskin og blå himmel. Det er helt klart værd at tage med og huske til en anden gang man kommer herop.
De næste par dage står den bare på klinik-afslutning, de sidste indkøb, pakning og så hjem på lørdag. Det var helt fantastisk at have en sidste udflugt sammen, og med Saksun på listen har vi faktisk nået (næsten) alt hvad vi havde sat os for i starten af vores ophold. Det er vidst ret godt klaret.
Stay Tuned, der kommer en status over vores ophold inden vi vender hjem.
Nyd billederne fra vores tur i dag – de gør desværre ikke oplevelsen helt ret, men jeg håber I kan fornemme det.
KH Maja.
Søndag var vores sidste hele fri-dag på vores ophold, så den skulle nydes fuldt ud.
Den startede med et frisk lille hop i Atlanterhavet, puh det var koldt – men det er en fed måde at starte dagen på. Vinterbader bliver jeg nok aldrig, men jeg må indrømme at det vækker kroppen og efterlader en dejlig følelse.
Efter en varm skyller stod den på lune boller og friskbagte kanel-croissanter, Mums for en lækker søndag-morgen.
Kl. 10.50 startede dagens udflugt, med en bustur til Klaksvik. Klaksvik er Færøernes næststørste by, og er en vigtig by for fiskeindustrien. Klaksvik ligger på øen Borðoy, og for at komme dertil fra Tórshavn skal man køre hele vejen op af Streymoy, over en bro til Eysturoy og så gennem en undervandstunnel til Borðoy. Det er en rigtig flot tur, på omkring 1,5 time i bus.
Klaksvik er en industriby, og det er ikke fordi der er vildt meget at se på. Vi havde dog læst om deres kirke, Christianskirkjan fra 1963 der er bygget i færøsk basalt og har langsider af træ. Døbefonten skulle være en 4000 år gammen hedens offerskål fra Danmark, og alterbilledet forestillende Den store Nadver, af Joakim Skovgaard, var oprindeligt en del af udsmykningen i Viborg Domkirke, men da det blev angrebet af salte blev det flyttet til Statens Museum for Kunst og siden hen Christianskirkjan. Alt i alt lyder det jo meget spændende, og jeg havde egentligt glædet mig til at se den både udenfor og indvendigt. Vi måtte dog nøjes med det udvendige syn.
Færinger gør meget ud af at komme hviledagen i hu, så alt er lukket om søndagen. Inkl. kirken. Selvfølgelig har de tjeneste om formiddagen, men da vi først var der kl. 12.30 var der lukket. Øv øv.
Da vi stadig havde halvanden time inden vores båd gik, måtte vi finde på noget at give os til, så vi endte på en tankstation (det eneste åbne) med en kop kaffe og et spil kort.
Kl. 14 gik båden til Kalsoy, en rigtig fin sejltur på omkring 20 minutter. Turen gav en smuk udsigt til de fleste af de nordlige øer. Kalsoy er 18 km lang, og kun 1-3 km bred. Vestkysten er stejl og utilgængelig og de 4 bygder ligger på den lavere og mere beskyttede østkyst. Bygderne er forbundet via én 12 km lang vej, med 5 tunneller der går igennem de mange fjeld øen består af. Vi sejlede ind med båden til Syðradalur og tog en lille bus næsten hele vejen op, til den næst nordligste bygd, Mikladalur. Turen gik igennem 3 tunneller, der var helt mørke og kun brede nok til at der kan køre en bil af gangen. Der er dog vigepladser hvis man møder modkørende, men det er med at holde tungen lige i munden hvis man skal køre der.
I Mikladalur nåede vi til dagens udflugtsmål; Kópakonan (Sælkvinden), en statue rejst i 2014. Statuen er en af de store attraktioner i Nordøerne og kommer fra en sagnomspunden legende (Eventyr el. sagn) der udspiller sig i Mikladalur.
Sæler stammer oprindeligt fra mennesker, der har begået selvmord ved at kaste sig i havet. En gang om året, på Helligtrekongers aften, kommer de op af vandet, smider hammene og danser og fester nøgne rundt på stranden som mennesker hele natten. En bondesøn fra Mikladalur havde hørt om dette, og var taget ned for at se på. Han gemte sig bag en klippe og mens han lå der, så han en udsædvanlig smuk pige smutte ud af sin sælham, og han blev forelsket med det samme. Han noterede sig hvor hun lagde hammen, sneg sig over, snuppede den og gemte sig igen bag klippen. Da dagen begyndte kunne sælkvinden ikke finde sin ham, men fik lige før solen stod op færden af den hammen hos den unge mand og måtte gå til ham. Han ville ikke give hende hammen tilbage, han gik hjem og hun havde intet andet valg end at gå med. Den unge mand tog sælkvinden til sig, og de levede godt sammen som andre gifte par. Hele tiden holdte sælhammen gemt væk fra kvinden i en aflåst kiste. En dag var manden ude at fiske, og opdagede at han havde ladet nøglen ligge derhjemme. Da han kom hjem var konen forsvundet. Hun havde slukket ildstedet og gemt alle skarpe genstande, så der ikke skulle ske børnene noget. Herefter var hun løbet ned til stranden, havde taget hammen på og var sprunget i vandet. I vandet kom en hansæl hun plejede at være sammen med hen til hende med det samme og de svømmede bort sammen. I alle disse år havde han ligget der og ventet. Sidenhen, når sælkvindens børn kom ned til stranden, plejede en sæl at stå ude i vandet og se på dem. Det var den almindelige opfattelse af dette måtte være deres mor. Engang bygdens mænd skulle på sælfangst, kom sælkvinden i en drøm, for at sige til manden at de skulle holde sig fra hendes sælmand og -børn. Manden ignorerede drømmen og da byttet blev delt mellem mændende, fik han hansælen samt lufferne af hvalpene. Han koger kødet til aftensmad for sig og børnene. Sælkvinden kommer tilbage, denne gang i skikkelse af en frygtindgydende trold og lover blodig hævn. Hun ligger en forbandelse over dem, der gør at mænd fra Mikladalur skal forlise på havet og falde ned fra bjergene indtil så mange er døde, at hvis de hinanden i hånden ville de kunne danne en kæde hele vejen rundt om Kallsoy.
Statuen står et rigtig smukt sted, med en flot udsigt til Kunoy. Her spiste vi vores frokost, med en fantastisk udsigt, og lyden af vandfald bag os. Vi gik lidt rundt i bygden og lidt højere op, og fik en fantastisk udsigt over bygden, havet og Kunoy.
Da bussen kørte tilbage, ramte vi lige som færgen skulle have sejlet. Desværre var den forsinket, og også så forsinket at vi ikke nåede vores bus i Klaksvik, selvom vi løb op til busstoppet.
Nu var gode råd dyrere og OL finalen var i fuld gang. Heldigvis var en Café (muligvis Klaksviks eneste) åbnet og vi kunne sidde derinde og streame kampen på min telefon (Thank God for gratis Wifi). Beget beherskede i vores tilråb, heppede vi alt hvad vi kunne, og prøvede at holde nerverne inden i, selvom det var svært. Vil ville have købt noget at spise, men desværre var køkkenet lukket (5 kvarter før cafeen i sig selv lukket – Klaksvik ville bare ikke tjene penge på os), så vi endte med at drikke en sodavand i stedet.
Da Danmark havde vundet GULD(!!!!!!) og vi var kommet os over den spændende kamp var det afsted mod dagens sidste bus-afgang til Tórshavn, mens vi fortsat streamede alle spillernes kommentarer og hoppede lidt op og ned af glæde over DK’s sejr.
I bussen på vej hjem så vi medaljeoverrækkelsen og sang lige så stille med på nationalsangen mens vi så flaget ryge til tops.
Alt i alt har det været en helt fantastisk dag (og sidste fridag), på trods af en lidt skuffende Klaksvik. Vejret var fantastisk flot, varmt og klart, vi har oplevet overvældende færøsk natur og Danmark vandt OL-guld i Håndbold. Kunne man ønske sig mere?
De næste dage kommer til at gå med klinik, og de sidste ærinder inden vi vender snuden hjemad igen på lørdag, meeeen mon ikke der kommer en lille opdatering mere og en status til sidst?
Følg med, det skal nok blive underholdende.
KH Maja
Jeg beklager at der har været stille lidt længe herinde, men vi har den sidste uges tid haft ret meget at se til. Vi gør hvad vi kan for at komme ud og opleve så meget som muligt. Så her kommer der lige et lille re-cap af hvad vi har lavet den sidste uges tid.
Mandag d. 8/8
Efter klinik tog vi bussen op til Nordens Hus, som er et nordisk kulturhus, der byder på mange forskellige kunstarter. Her var der en gratis-koncert med nogle færøske sangerinder, Kata. Det var nogle helt fantastisk smukke a capella arrangementer over bl.a. traditionelle færøske sange, og andre lækre ting. Alt i alt en rigtig god koncert, også selvom man ikke forstod så meget. 😉 Derefter drak vi kaffe og spise kage i Husets café SMAKKA, inden resten af aftenen bare blev brugt på hygge og en lille fin aften gåtur
Tirsdag d. 9/8
Den kulturelle streak fortsatte tirsdag, da vi gik op til den kirke der ligger tæt på sygehuset. En super flot kirke, der er bygget, så det ellers simple alter, bliver badet i et helt fantastisk ovenlys. En rigtig flot og anderledes kirke, der trods sit nyere udseende, stadig var meget stilet og fik den helt rigtige kirke-stemning frem. Efter kirken gik vi op til den gammel kirkegård der ligger lidt længere nede af vejen. Sjovt med sådan en kirkegård der ikke længere bliver brugt, og naturen lidt bare får lov til at råde.
Da vejret var lækkert valgte vi at tage ud og træne, som blev afsluttet med en tur i havet. Super frisk, og super koldt sådan et Atlanterhav. Emma er en habil helårsbader så hun sprang ud i det, mens jeg liiiiiige skulle overtale mine fødder lidt mere. Men da man først var i var det lækkert, og bagefter var det super skønt. Efterfølgende var det op i varmen og spise suppe mens vi så håndbold.
Onsdag d. 10/8
Onsdag var vi på Slættaratindur. I kan læse om oplevelsen og se billeder derfra HER.
Torsdag d. 11/8
Dagen blev efter klinik brugt på at gå lidt rundt i Tórshavn, hvor vi var oppe ved et udkigspunkt med fin udsigt udover byen og havnen. Bagefter gik vi ned til centrum, købte 2 lækre pizzaer og gik tilbage på værelset for at se håndbold og smovse.
Fredag d. 12/8
Fredag havde vi planlagt en helikopter tur til bygden Froðba på Suðuroy (hvor vi også var sidste lørdag) for så at gå tilbage til færgen, og tage den tilbage til Tórshavn. En fin mulighed for at se Færøerne fra luften. Desværre blev turen aflyst pga. dårligt vejr. I Tórshavn var vejret egentligt fint, men desværre var det tåget der for helikopteren skulle komme fra, så den kom slet ikke i luften.
Lidt slukøret måtte vi finde på noget andet at lave. Vi endte med at tage i svømmehallen, hvor der blev brugt mest på at slappe af og pleje ømme muskler i saunaen. Efterfølgende var vi på Etika for at spise Sushi. Det er nok den lækreste Sushi jeg har fået, og det til helt rimelige priser. Super lækkert at de bruger færøsk fisk til alle deres retter, og de er ikke fedtede med den.
Efterfølgende endte vi på den hyggelige Café Natur, hvor vi drak et par øl.
Lørdag d. 13/8
Lørdag gik turen i sommerhus i Gásadalur og en lille vandretur omkring et vand (som en sø hedder heroppe). Læs om det HER
Søndag d. 14/8
Søndag gik turen til Mykines = Fuglemekka. Læse om det HER
Mandag d. 15/8
En lidt sløv dag i klinik, efter en lækker weekend. Dagen gik med klinik, afslapning og lidt let shopping i Tórshavn. Derefter stod den på OL, lækre laksemadder og løb i det gode vejr.
Tirsdag d. 16/8
Idag har vejret været helt fantastisk, og da vi alle var forholdsvis tidligt færdige i klinik valgte vi at tage på en lille vandretur, til kongevarderne. 3 store varder der står på toppen af fjeldet Kirkjubøreyn, der ligger bag Tórshavn. Fjeldet er 351 m højt, og så vidt vi lige kunne spejde, står varderne på det højeste punkt. Turen derop var rigtig fin, og i et okay terræn. Vi kom forbi en lille fin sø. Hele vejen op, hvergang man vender sig om har man den skønneste udsigt over Tórshavn og udover vandet hvor Nólsoy ligger. Pga. det klare og flotte vejr, kunne man se langt. Og varmt var det også blevet. Det sidste stykke op til toppen er mest store sten og klipper, hvor man skal “klatre” lidt opad.
På toppen var der en helt fantastisk udsigt og en lækker ro. Det er helt fantastisk at sidde og kigge udover en by, og se hvordan livet dernede suser forbi samtidig med at det er helt stille.
Da vi kom tilbage til værelset, havde vi gået omkring 20.000 skridt, og resten af aftenen er bare blevet brugt på afslapning og OL.
Vi bevæger os nu ind i den sidste halvanden uge af vores ophold, og det er med at få det hele med!
Stay tuned – der kommer helt sikkert flere oplevelser, og jeg lover at de kommer med lidt bedre flow det næste stykke tid.
KH Maja.