Dagen startede tidligt, da Emma og jeg allerede kl. 7.00 skulle med færgen til Suðuroy (Suderø), Færøernes sydligste ø, der ligger 2 timers færgetur fra Tórshavn. Vejret var helt fantastisk og allerede tidligt tegnede det til en rigtig god tur. Vi stod udenfor det meste af udsejlingen og nød den fantastiske udsigt over Tórshavn, Streymoy (hvor Tórshavn ligger) og Nólsoy, der ligger ud for. Det var så klart at vi kunne se ud til det fyrtårn på Nólsoy vi gik ud til sidste søndag. Det er sjovt at se tingene fra den anden side, og hvis man ikke synes man har tid til at være en hel dag på Suðuroy, kan det klart anbefales at tage færgen frem og tilbage, bare for at se øerne fra vandet. Specielt hvis vejret er så flot og klart som vi havde.
Vi indtog vores medbragte morgenmad (hjemmebagte boller) på færgen, men måtte hurtigt udenfor med kameraerne igen. Turen til Suðuroy går bl.a. forbi Stóra Dímun og Lítla Dímun. Lítla Dímun er den eneste ubeboede ø på Færøerne. Det er en fantastisk flot ø, og med sin stejle og koniske form, er det tydeligt at se hvorfor det kun er fugle og får der bor på den privatejede ø. En fantastisk flot ø, som man får en fed udsigt af fra færgen.
Efter 2 timer landede vi på Suðuroy, og begav os mod bygden Tvøroyri, ca. 5 km fra Drelnes, hvor man kommer ind med færgen. Der går busser mellem de to bygder, men da vi vidste vi skulle direkte på vandretur, kunne vi lige så godt få varmet benene op med en let gåtur.
Suðroy er en 32 km lang ø, og med et areal på 164,7 km2 er det en forholdsvis stor ø, som man ikke bare lige ser på en enkelt dag. Da vi gerne vil opleve lidt forskelligt heroppe, måtte vi nøjes med en dagstur til øen, og så må man jo vælge hvad man vil opleve. Vi havde læst om en vandretur der skulle være en af de smukkeste og mest unikke naturoplevelser på Færøerne, og da den udgår ca. derfra hvor man kommer ind med færgen, kunne det ikke passe bedre ind i vores planer.
Vandreturen til Hvannhagi starter ved sygehuset i Tvøroyri. Efter ca. 1,5 km gang kommer man til lågen til udmarken og der står et skilt som viser til Hvannhagi og her begynder stien. Der er ikke rigtig flere pejlemærker at gå efter, men da det er en forholdsvis velbevandret tur, bliver der automatisk dannet en sti, og man kan se sig ud af en vej. Det betyder dog ikke at man ikke godt kan komme lidt på afveje, og freestyle lidt, men når man synes det bliver ufremkommeligt og ikke helt kan passe, er det med lige at stoppe op, og kigge efter den reelle sti. Jeg tror kun det skete for os et par gange i løbet af turen, og vi fandt hurtigt stien igen når først vi var kommet på afveje 😉
Turen til Hvannhagi går primært af en græssti, og når man kommer op til toppen har man en storslået udsigt til Lítla Dímun, Stóra Dímun og Sandoy. Herfra går turen nedad af sten og klipper, indtil man igen følger græssti rundt om fjeldet. Her stod vi lige pludselig ansigt til ansigt med 2 væddere, der kom imod os på samme sti. De lignede ikke nogen der havde tænkt sig at flytte sig for os, og vi kunne ikke lige umiddelbart se hvordan vi skulle komme videre. Så er spørgsmålet om man skal tage vædderen ved hornene, eller man skal stikke halen mellem benene. Vi valgte at bevæge os lidt op ad fjeldet i håb om at komme over dem, og undgå yderligere konfrontation. Stierne er ikke særlig brede, og selv et lille puf kan gøre at man triller langt ned af den stenede græs-bakke. Heldigvis valgte de at løbe nedad da først vi var kommet over dem, og vi kunne komme tilbage på vores sti.
Efter dette spændende møde med naturens dyr, kom vi til den smukkeste lille sø, Hvannvatn, og vi havde nået dagens mål. Søen ligger omgivet af et hestesko-form af fjeld, der danner en helt lille gryde omkring. Det er meget afsides, og man skal lige vide at den er der, for at komme dertil, men når først man er der, kan den ikke undgås.
Helt paf over den skønne natur, slog vi os ned ved søen og nød stilheden og dyrelivet omkring søen. Den tiltrækker mange fugle, og fårene der går rundt på fjeldet omkring giver ekko når de bræger. Det var et helt fantastisk område, og vi blev hurtigt enige om, at det nok er et af de smukkeste steder vi har set. Vi nød vores frokost her, og følte os lidt som de eneste mennesker i hele verden. Der er ikke noget at sige til, at der er tale om at lave området til en nationalpark. Stedet bliver samtidig kaldt for et geologisk eldorado, da hele Hvannhagi er fyldt med interessante geologiske fænomener, som sten fra kæmpe laviner og stenskred der buldrede ned over stedet for flere tusind år siden.
Da vi endelig kunne løsrive os fra vores spot, tog vi turen rundt om søen inden vi begav os tilbage den samme vej vi kom fra. Man kan også tage den over en del af fjeldet, op gennem Frostgjógv, men der er eftersigende mange løse sten, og ikke en tydelig sti, så vi valgte den vej vi kendte. Her skulle vi dog klatre lidt for at komme op over sten og klipper, men når klatre-musen Emma viser vej, er det intet problem.
Turen til Hvannhagi og tilbage tager omkring 2 timer, er omkring 6 km, og kommer op i en højde omkring 200 m. Den er kropsligt krævende, og man skal ikke være bange for højder, men den er absolut anbefalelsesværdig.
Da vi kom tilbage til starten af stien begav vi os i roligt tempo ned til Tvøroyri. Vi sad på en lille bænk lidt oppe og nød den flotte udsigt over bugten. Da vores planlagte vandretur var overstået, og der stadig var nogle timer at slå ihjel inden færgen igen sejlede hjemad, valgte vi at gå på opdagelse i området. Vi gik ud af vejen og endte i Froðba, der ligger øst for Tvøroyri. Et sagn fortæller, at det er en ældste bygd på Færøerne. Her er der en flot udsigt over hele bugten, og vi fandt igen en bænk til at sidde og nyde det gode vejr, og de flotte omgivelser.
På vejen tilbage til Tvøryri faldt vi over en lille café, som vi havde læst om på færgen – Café Mormor. Her gik vi ind for at få en kop kaffe, og hvile fødderne inden dagens sidste 5 km skulle tilbagelægges til færgen. Det er en charmerende lille Café, med meget hjemlige omgivelser, der lidt gav indtryk af at man sad hjemme hos nogens bedstemor. Indretningen er inspireret af husets tidligere ejer, Laurine Christine Woxnæs født i Skagen i 1893, der som ung arbejde på Brøndum Hotel. Efter sigende skulle hun i sine unge dage have stået model for nogle af skagensmalerne, hun gik derfor under navnet “Mormor Skagen”. Caféen lever helt klart op til sit navn, og det var en meget lækker kaffe vi fik. De hjemmelavede kager så også meget lækre ud, og det hele er “Til vi ikke har mere”. I bedste mormor stil, valgte vi at blive siddende lidt og spille kort indtil det var tid til at begive sig mod færgen.
Turen tilbage til færgen blev mere og mere blæsende og vi blev enige om at det var et godt tegn til at tage hjem. På færgen spiste vi resten af vores mebragte madpakke, og spillede lidt mere kort. Tilbage i Tórshavn stod det ned i stænger, og på gåturen tilbage opdagede vi at Nólsoy, som tidligere havde stået så klart, nu var helt væk i tåge og dis, og at man kun kunne ane omkredsen fordi man vidste øen lå der. Det er helt fantastisk som vejret kan skifte så meget, og vi har på 1 dag oplevet alle 4 årstider – noget som man godt kan komme ud for heroppe. Derfor er det altid godt at være forberedt på lidt af hvert, for man hved ikke om, hvornår og hvor hurtigt det skifter.
Det har alt i alt været en helt fantastisk dag, med masser af skridt på kontoen (39.500 sagde tælleren da vi kom hjem), vind og sol i håret, samt en masse nye indtryk.
Stay Tuned for flere fantastiske oplevelser fra de smukke øer.
KH Maja.
Seneste kommentarer