;
Navigation Menu
En oplevelsesrig uge

En oplevelsesrig uge

Jeg beklager at der har været stille lidt længe herinde, men vi har den sidste uges tid haft ret meget at se til. Vi gør hvad vi kan for at komme ud og opleve så meget som muligt. Så her kommer der lige et lille re-cap af hvad vi har lavet den sidste uges tid.

Mandag d. 8/8

Efter klinik tog vi bussen op til Nordens Hus, som er et nordisk kulturhus, der byder på mange forskellige kunstarter. Her var der en gratis-koncert med nogle færøske sangerinder, Kata. Det var nogle helt fantastisk smukke a capella arrangementer over bl.a. traditionelle færøske sange, og andre lækre ting. Alt i alt en rigtig god koncert, også selvom man ikke forstod så meget. 😉 Derefter drak vi kaffe og spise kage i Husets café SMAKKA, inden resten af aftenen bare blev brugt på hygge og en lille fin aften gåtur

Tirsdag d. 9/8

Den kulturelle streak fortsatte tirsdag, da vi gik op til den kirke der ligger tæt på sygehuset. En super flot kirke, der er bygget, så det ellers simple alter, bliver badet i et helt fantastisk ovenlys. En rigtig flot og anderledes kirke, der trods sit nyere udseende, stadig var meget stilet og fik den helt rigtige kirke-stemning frem. Efter kirken gik vi op til den gammel kirkegård der ligger lidt længere nede af vejen. Sjovt med sådan en kirkegård der ikke længere bliver brugt, og naturen lidt bare får lov til at råde.

Da vejret var lækkert valgte vi at tage ud og træne, som blev afsluttet med en tur i havet. Super frisk, og super koldt sådan et Atlanterhav. Emma er en habil helårsbader så hun sprang ud i det, mens jeg liiiiiige skulle overtale mine fødder lidt mere. Men da man først var i var det lækkert, og bagefter var det super skønt. Efterfølgende var det op i varmen og spise suppe mens vi så håndbold.

Onsdag d. 10/8

Onsdag var vi på Slættaratindur. I kan læse om oplevelsen og se billeder derfra HER.

Torsdag d. 11/8

Dagen blev efter klinik brugt på at gå lidt rundt i Tórshavn, hvor vi var oppe ved et udkigspunkt med fin udsigt udover byen og havnen. Bagefter gik vi ned til centrum, købte 2 lækre pizzaer og gik tilbage på værelset for at se håndbold og smovse.

Fredag d. 12/8

Fredag havde vi planlagt en helikopter tur til bygden Froðba på Suðuroy (hvor vi også var sidste lørdag) for så at gå tilbage til færgen, og tage den tilbage til Tórshavn. En fin mulighed for at se Færøerne fra luften. Desværre blev turen aflyst pga. dårligt vejr. I Tórshavn var vejret egentligt fint, men desværre var det tåget der for helikopteren skulle komme fra, så den kom slet ikke i luften.

Lidt slukøret måtte vi finde på noget andet at lave. Vi endte med at tage i svømmehallen, hvor der blev brugt mest på at slappe af og pleje ømme muskler i saunaen. Efterfølgende var vi på Etika for at spise Sushi. Det er nok den lækreste Sushi jeg har fået, og det til helt rimelige priser. Super lækkert at de bruger færøsk fisk til alle deres retter, og de er ikke fedtede med den.

Efterfølgende endte vi på den hyggelige Café Natur, hvor vi drak et par øl.

Lørdag d. 13/8

Lørdag gik turen i sommerhus i Gásadalur og en lille vandretur omkring et vand (som en sø hedder heroppe). Læs om det HER

Søndag d. 14/8 

Søndag gik turen til Mykines = Fuglemekka. Læse om det HER

Mandag d. 15/8 

En lidt sløv dag i klinik, efter en lækker weekend. Dagen gik med klinik, afslapning og lidt let shopping i Tórshavn. Derefter stod den på OL, lækre laksemadder og løb i det gode vejr.

Tirsdag d. 16/8

Idag har vejret været helt fantastisk, og da vi alle var forholdsvis tidligt færdige i klinik valgte vi at tage på en lille vandretur, til kongevarderne. 3 store varder der står på toppen af fjeldet Kirkjubøreyn, der ligger bag Tórshavn. Fjeldet er 351 m højt, og så vidt vi lige kunne spejde, står varderne på det højeste punkt. Turen derop var rigtig fin, og i et okay terræn. Vi kom forbi en lille fin sø. Hele vejen op, hvergang man vender sig om har man den skønneste udsigt over Tórshavn og udover vandet hvor Nólsoy ligger. Pga. det klare og flotte vejr, kunne man se langt. Og varmt var det også blevet. Det sidste stykke op til toppen er mest store sten og klipper, hvor man skal “klatre” lidt opad.

På toppen var der en helt fantastisk udsigt og en lækker ro. Det er helt fantastisk at sidde og kigge udover en by, og se hvordan livet dernede suser forbi samtidig med at det er helt stille.

Da vi kom tilbage til værelset, havde vi gået omkring 20.000 skridt, og resten af aftenen er bare blevet brugt på afslapning og OL.

Vi bevæger os nu ind i den sidste halvanden uge af vores ophold, og det er med at få det hele med!

Stay tuned – der kommer helt sikkert flere oplevelser, og jeg lover at de kommer med lidt bedre flow det næste stykke tid.

KH Maja.